Per Jessen, 19. oktober 2016, kl. 0:02
SønderjyskE tabte aftenens hjemmekamp mod Herning Blue Fox med 3-4. Gæsterne kom tidligt i kampen foran, og den føring slap uldjyderne ikke igen.
Finske Toni Kellela skulle kun bruge tre minutter i dansk ishockey til at score sit først mål. Herning-debutanten var hurtigt over en returpuck. Blot fem minutter senere lå pucken igen bag Joni Myllykoski, der havde svære arbejdsbetingelser. SønderjyskE virkede lidt groggy, men holdet viste god moral ved hurtigt at udnytte et powerplay.
Resten af første periode var meget jævnbyrdig, men også rodet til tider med Herning i størst puckbesiddelse. Og sådan kom resten af kampen på mange måder også til at forløbe. I anden periode slog Herning igen til med to mål, inden SønderjyskE kvitterede med en reducering. Thomas Spelling havde ellers en stor målchance og muligheden for en udligning, men ramte ikke det tomme mål. To gange med kort mellemrum formåede gæsterne efterfølgende at bide sig fast i SønderjyskE’s zone og udnytte det til scoringer. Dermed blev det både 1-3 og 1-4 på måltavlen.
Nathan Longpre fik dog spændingen tilbage i kampen igen, da han fik reduceret. Smart opsnappede han en løs puck og svirpede den sorte skive op i venstre målhjørne. Blot ti skud havde SønderjyskE de to første perioder, og selvom Harrison Reed formåede at reducere næsten midtvejs i tredje periode med sit femte sæsonmål, så udeblev det helt store stormløb i slutminutterne i jagten på en udligning. Derfor er det også svært at indvende noget imod aftenens Herning-sejr.
Nu venter der dobbeltkampe mod Rungsted Seier Capital. Fredag spiller de to hold i Hørsholm, og tirsdag næste uge dyster holdene i SE Arena, hvor der er kampstart kl. 19.00.
SønderjyskE – Herning 3-4 (1-2, 1-2, 1-0)
02:36 0-1 Toni Kallela (Johnson, Jekimovs)
07:53 0-2 Roberts Jakimos (D.K.Nielsen, Lammassaari)
12:03 1-2 Anders Førster (Lund, D.Hansen) PP
25:52 1-3 Adam Havlik (Ritz, Lammassaari)
26:43 1-4 Jamie Johnson (Kallela, Jekimovs)
34:58 2-4 Nathan Longpre (D.Hansen, Reed)
47:51 3-4 Harrison Reed (Hobbs, Lund)
Udv.: SE 1×2, HBF 2×2
Tilskuere: 2002