Per Jessen, 21. oktober 2016, kl. 12:55
Med en belægningsprocent på 98 i Broager Sparekasse Skansen og 16 tv-kampe sidste sæson er SønderjyskE¨s håndboldherrer meget synlige. Det kan også mærkes hos vores sponsorer.
Efter hjemmekampen mod TTH Holstebro i onsdags blev vi kontaktet af Karsten Schøn fra vores hovedsponsor SeaDane Travel. Han kunne glad fortælle, at trafikken på SeaDane Travels hjemmeside eksploderede under kampen, men også var ganske markant i minutterne efter opgøret.
– Fra kampstart og tre timer frem havde vi på seadane.dk fire gange så mange besøgende, som vi normalt har på et helt døgn, forklarer Karsten Schøn.
SønderjyskE var sidste sæson 16 gange på tv med i alt 841.850 tv-seere. Halvdelen af tv-kampene blev spillet på hjemmebane, og 436.750 tv-seere så med i Broager Sparekasse Skansen hjemme fra stuerne.
– Vi har en stor lokal opbakning, men vi kan mærke, at vi også er blevet mere interessante for sponsorer længere væk grundet de mange minutter på landsdækkende tv. At vi er så meget på tv hænger også sammen med den hjemmebane, som vi har, og den stemning vores trofaste publikum leverer, siger sports- og salgsdirektør Simon Hajdu Lindhardt fra SønderjyskE Herrehåndbold.
Foto: Jens Christiansen, JCfoto