Søg

Dejligt at smage sejrens sødme i SE Arena

Per Jessen, 25. oktober 2016, kl. 23:40

SønderjyskE fik en tiltrængt sejr på egen is, da Rungsted Seier Capital blev besejret med 5-2 efter en underholdende og intens kamp, hvor sejren blev grundlagt i en forrygende anden periode.

Nytilkomne Elias Granath var blevet klar til kampen, og det samme var Rasmus Nielsen efter en alvorlig skade, der ellers så ud til at ødelægge sæsonen for ham. Tilgangen af de to backer gav lidt mere ro i de bagerste rækker.

I en afvekslende første periode havde Rungsted en del afslutninger, men SønderjyskE havde de fleste nærgående forsøg. Tre gange blev overliggeren testet, og den ene gang førte det til en scoring. Danny Hobbs hamrede pucken på overliggeren, og den sorte skive sprang ud til Harrison Reed, der i ægte goalgetter-stil skovlede pucken i mål. Det var i øvrigt femte kamp i træk, at Reed scorede, og canadieren lynede igen senere på aftenen.

I anden periode overtog SønderjyskE for alvor styringen, og Jeff Lerg i Rungsted-målet måtte flere gange diske op med gode redninger. Nøglen var at få trafik foran mål og puckerne derind. Det var også opskriften på 2-0-målet, som kom efter Rasmus Nielsen lagde pucken på mål, og via en returpuck og Thomas Spelling kunne Kim Lykkeskov score i tomt mål. Nærmest en tro kopi var 3-0-målet, som med samme målscorer og assistenter kom mens holdene spillede fire mod fire.

De rent nordamerikanske angrebskæde ville også lege med, og Derek Damon og Danny Hobbs kombinerede sig flot igennem. Reed svigtede ikke ved fjerneste stolpe, hvorfra han hamrede pucken ind over en sagesløs Lerg, der var helt udspillet. Efterfølgende kom Sebastian Feuk ind i målet, og det satte en prop i målscoringen.

SønderjyskE fik ellers muligheden i et langt powerplay, da Tommy Wargh blev tacklet voldsomt ind i banden. Længe lå han blodig på isen, men heldigvis kom svenskeren tilbage i tredje periode igen. SønderjyskE fik ikke meget ud af overtallet, da Rungsted i stedet kom på måltavlen – dermed 4-1.

Og da Rungsted midt i tredje periode reducerede yderligere efter et godt gennemspillet powerplay, så lugtede gæsterne for alvor blod. Joni Myllykoski diskede op med et par vigtige redninger. Gæsterne kastede alt frem, og det gav også muligheder til de lyseblå. Spelling udnyttede en af dem, da han smart afdriblede Feuk og lukkede kampen med 5-2-målet.

Der er ikke lang tid til at fejre sejren. Fredag gælder det udekampen i Herning kl. 19.30, og lørdag er der også kl. 19.30 kampstart i SE Arena, når Odense Bulldogs kommer på besøg. Til lørdagens kamp er der hockeyfest med musik og trøjeauktion på supporternes preseaon-trøjer.

SønderjyskE – Rungsted Seier Capitals 5-2 (1-0, 3-1, 1-1)
03:58 1-0 Harrison Reed (Hobbs, Damon)
21:08 2-0 Kim Lykkeskov (Spelling, Nielsen)
31:58 3-0 Kim Lykkeskov (Spelling, Nielsen)
33:25 4-0 Harrison Reed (Hobbs, Damon)
38:45 4-1 Mikael Christensen (A.Jensen) SH
49:17 4-2 Morten Green (Palmebjörk, N.Jensen) PP
57:50 5-2 Thomas Spelling (Lund, Rasmus Nielsen)
Matchstraf: Marcus Nielsen, RSC
Udv.: SE 9×2, RSC 7×2 + 1×5
Tilskuere:1818


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus