Søg

BSV vandt desværre igen

Anders Gormsen, 27. oktober 2016, kl. 17:30

SønderjyskE må vinke farvel til Final4 efter nederlaget til BSV, i onsdagens opgør i Santader Cup kvartfinalen.

Opgøret startede ganske målfattigt, men det blev der ændret på undervejs. 1- 1 stod der efter de første 5 minutter, men i det 8. minut fik SønderjyskE scoret til 4 – 3 og lidt senere til 5 – 4, efter en god indledning, hvor målmand Anders Petersen havde godt fat i BSV skytterne.

Det lyseblå forsvar havde dog svært ved at få fat på Nicolaj Markussen, der spillede i højt gear. Ikke nok med han scorede 8 mål i kampen, han fik også iscenesat Michael Knudsen, der nåede op på samme antal scoringer. Midt i halvlegen var stillingen 6 – 8 til udeholdet inden Adam Nyfjæll scorede på en flot frispilning bag om ryggen fra Mattias Thynell. I slutningen af halvlegen blev et par tekniske fejl straffet hårdt og gæsterne øgede til 11 – 14 og til pausen stod der 12 – 16 til gæsterne.

Efter pausen prøvede Morten Henriksen med nye tiltag i angrebet, men selv om angrebsspillet fungerede fint med to stregspillere og i 7 mod 6 spillet, fik forsvaret stadig ikke godt nok fat. og hjemmeholdet kom ikke tættere på end 21 – 23. I slutfasen satsede de lyseblå igen og gik op i et noget mere offensivt forsvar, men det kunne heller ikke stoppe BSV angrebet og ligesom Knudsen og Markussen nåede Allan Damgaard op på 8 scoringer.

SønderjyskE spillerne kæmpede som besatte, men det var ikke nok til at slå et godt BSV mandskab. Kampen endte med 27 – 32 til gæsterne, der dermed kan se frem til Final4 stævnet.

Kampens detalje stod Claus Kjelgaard for, da han med et brag af et skud ramte overliggeren bag Søren Rasmussen i BSV målet. Skuddet var så hårdt at bolden trillede tilbage over SønderjyskEs egen baglinje til et BSV indkast.

Arkivfoto: JC Foto.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus