Per Jessen, 20. november 2016, kl. 18:43
SønderjyskE hentede en flot udesejr, da Metal Ligaens suveræne tophold, Aalborg Pirates, blev besejret 4-1.
Nogle gange taler man om busben, når et udehold ikke kommer helt godt fra start i en kamp. Der var absolut ingen busben at spore i dagens kamp i Gigantium – nærmest lige modsat. Allerede efter 16 minutter førte SønderjyskE 3-0, og den føring blev flot forsvaret resten af opgøret med en meget velspillende Kasper Krog i målet.
Kampen var ikke en gang to minutter gammel, da SønderjyskE kom i et fire minutter langt powerplay. Danny Hobbs var blevet ramt af en høj stav, og den blodige trøje nummer 89 blev skiftet til nummer 6 og senere i kampen til nummer 33. Det er næppe sket mange gange før, at en spiller har haft tre forskellige trøjer på i en kamp.
Krigeren Hobbs var dog ikke mere medtaget end at han senere i første periode kunne lave en genial frispilning til Harrison Reed. Det var til målet til 2-0. Et mål, som faldt kort efter Aalborg var blevet fuldtallige. Målet til 1-0 kom i powerplay fem mod tre, hvor Mads Lund med et godt og højt skud fik hamret pucken ind bag Aalborgs franske landsholdsspiller, Ronan Qeumener. Og det blev 3-0, da Thomas Spelling fulgte op på sin egen retur.
I anden periode kom Aalborg bedre med, men SønderjyskE stod godt i defensiven, og når værterne en gang imellem blev nærgående, så var Krog på sin post. Efter seks perioder uden mål imod måtte Krog kapitulere, da Bjarke Møller udnyttede en fejl i SønderjyskE’s bagerste rækker. Krog var uden chance, og målet bragte spændingen tilbage i kampen.
Den spænding punkterede SønderjyskE’s tredjekæde dog med lidt over tre minutter tilbage. Kristian Jensen og Anders Førster kom afsted i en to mod én-situation, og det gav en halv friløber til Førster, som tog sagen i egen hånd og scorede. Dermed var kampen lukket.
Med sejren bygger SønderjyskE videre på den flotte stime af resultater, og allerede på tirsdag er der hjemmekamp igen, når Herlev Eagles gæster SE Arena med kampstart kl. 19.00.
Aalborg – SønderjyskE 1-4 (0-3, 0-0, 1-1)
05:07 0-1 Mads Lund (Lykkeskov, Nielsen) PP
14:56 0-2 Harrison Reed (Hobbs, Damon)
16:16 0-3 Thomas Spelling (Carstensen)
49:03 1-3 Bjarke Møller
56:50 1-4 Anders Forster (Eskildsen)
Udv.: AP 4×2, SE 6×2
Skud: 31-30
Tilskuere: 2202