Kell Haugaard, 9. december 2016, kl. 5:30
SønderjyskE fans skal kåre den ultimative fan øl fra Fuglsang
Bryggeriet Fuglsang og SønderjyskE inviterer til øl valg i fire sønderjyske byer, hvor de lyseblå sportsfans skal være med til at vælge den nye fan øl. Øllet brygges naturligvis hjemme i Sønderjylland – på malt, som Fuglsang selv har lavet af byg fra sønderjyske marker.
SønderjyskEs mange fans kan til januar være med til at stemme på deres favorit blandt tre, nyudviklede øltyper fra Fuglsang. Vinderen af det sønderjyske øl valg bliver så præsenteret i forbindelse med SønderjyskEs superliga hjemmekamp i den sidste weekend i februar.
– Fuglsang har i alle år bakket op om landsdelsprojektet Sønderjysk Elitesport siden vi blev stiftet for tretten år siden, og nu har vi lige forlænget vores samarbejde med bryggeriet for yderligere seks år, fortæller SønderjyskE direktør Klaus B. Rasmussen., og fortsætter:
– Fuglsang har altid hørt med til vores fodboldkampe og håndboldkampe på hjemmebanerne i Sønderjylland. Derfor lå det også til højrebenet, at vi gik sammen om at lave den ultimative SønderjyskE fan øl, som supportere og sportsfans kan skåle i, når de hepper på de lyseblå spillere, som giver den gas på grønsværen og halgulvene. Der tilfalder SønderjyskE en royalty for hver fan øl, der bliver solgt, og dermed er den nye samarbejdsaftale med Fuglsang historisk på alle parametre, fastslår Klaus B. Ramussen.
Kommunikations – og marketingschef i SønderjyskE, Kell Haugaard, synes at vejen fra idé til handling har været meget kort:
– Det er gået meget stærkt, fordi alle fra start har været enige om det meste. Vi har samme værdier. Vi elsker vores landsdel, og vi stiller høje krav til kvaliteten af det, vi leverer. Vi ser det også som en selvfølgelighed, at vi inviterer landsdelens mange sportsinteresserede og lyseblå fans til at være med til at bestemme, hvad der skal skåles i til fodbold- og håndboldkampene.
Folkene hos Fuglsang er utroligt dedikerede, og jeg er fuldstændig overbevist om, at den nye, SønderjyskE fan øl bliver et hit, understreger Kell Haugaard.
SønderjyskE og Fuglsang afholder øl valg fra den 16. til 19. januar i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Løgumkloster. Her stemmer klubbens tilhængere på deres favorit blandt tre øltyper, som Fuglsang udvikler ene og alene til dette formål.
Navnet og designet på det nye bryg vil også blive afsløret på den første valgdag, fortæller bryggeriets direktør og brygmester Henning Fuglsang:
– Vi er lige så spændte på at se stemmesedlerne fra de fire valgsteder, som de er hos SønderjyskE. Vores bryggeri har altid bakket op om SønderjyskE, og nu tager vi det næste skridt, som, om muligt, knytter os endnu tættere sammen med SønderjyskEs dygtige sportsfolk og trofaste fans. Ligesom SønderjyskE har vi en stærk lokal forankring; vi ved, hvor vi hører hjemme, og vi har gennem hårdt arbejde og et godt produkt opnået, at man også kender os på landsplan. Den øl, som SønderjyskEs fans vælger, bliver den øl, som vi vil skåle med, når vi varmer op til at se en spændende kamp, og når vi hepper på vores hold og forhåbentlig endnu engang fejrer, at det er gået godt, slutter Henning Fuglsang.
Det forventes, at den nye fan øl kan findes fra omkring den 1. marts på SønderjyskEs hjemmebaner i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev samt i detailbutikkerne.
Fakta
Det SØNDERJYSKE ØL VALG gennemføres på fire forskellige valgsteder i uge 3, 2017:
Mandag den 16. januar i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg
Tirsdag den 17. januar i Fuglsang Loungen, Sydbank Park i Haderslev
Onsdag den 18. januar hos Højskolen Østersøen i Aabenraa
Torsdag den 19. januar i Klosterhallerne, Løgumkloster
Deltagerne skal smage på tre, nyudviklede øl typer fra Fuglsang
Det samlede resultat fra de fire valgsteder i Sønderjylland er afgørende.
Alle kan deltage, dog skal man være fyldt 18 år.
Det er gratis at deltage, tilmelding er nødvendig efter først til mølle på post@soenderjyske.dk
(Der er et begrænset antal pladser på de fire valgsteder).
Navnet og designet på den nye fan øl afsløres i forbindelse med arrangementerne i uge 3.
Invitation til øl valg – klik her
Billedtekst:
Fuglsang og SønderjyskE har lige forlænget deres samarbejdsaftale, og inviterer nu landsdelens sportsentusiaster til at deltage i valget af den ultimative fan øl. Fra venstre: Adm. dir. Kim Fuglsang og Salgsdirektør Kristian Olesen, Fuglsang, Adm. direktør Klaus B. Rasmussen SønderjyskE, direktør og brygmester Henning Fuglsang og Key account manager Tina Jønson, Fuglsang samt kommunikations – og marketingchef Kell Haugaard, SønderjyskE. FOTO: Kåre Hangaard.