Per Jessen, 5. januar 2017, kl. 18:24
SønderjyskE tager fredag aften kl. 19.30 imod Esbjerg Energy i det traditionelle lokalopgør, som giver debut til Greg Gibson og comeback til et par kendte ansigter.
Det bliver spændende at se Greg Gibson i aktion første gang i SE Arena. Den 25-årige center er helt sikkert opsat på at vise sit værd. Efter endt sygdom er Danny Hobbs igen tilbage på holdet. I forsvaret er både Rasmus Nielsen og Elias Granath i spil til et comeback. Sidst, men ikke mindst så har Joni Myllykoski trænet med denne uge, og meget tyder på, at finnen får comeback fredag aften.
U20-landsholdet lander fredag morgen på dansk jord efter et flot VM. Med i flyveren er SønderjyskE’s Kasper Krog og Esbjerg-duoen Niklas Andersen og Anders Koch. Spørgsmålet er om jetlag m.m. forhindrer dem i at deltage i aftenens kamp.
Esbjerg kommer til Sønderjylland med selvtilliden i orden efter en dugfrisk 3-1-sejr over førerholdet Aalborg Pirates. Mens vestjyderne har høstet mange point på hjemmebane, så halter det mere på fremmed is.
– Esbjerg er helt sikkert et bedre hold, end tabellen indikerer, men de har tabt mange tætte kampe. Man bemærker også, at de har en positiv målscore på ottendepladsen, og det fortæller lidt om, hvor tæt Metal Ligaen er denne sæson, siger cheftræner Dan Ceman.
Hoveddommere til kampen bliver Rasmus Toppel og en udvekslingsdommer. En af de to kaster den første puck kl. 19.30. Husk, at SønderjyskE også søndag kl. 15.00 spiller hjemme i SE Arena, hvor Gentofte Stars er modstanderen.
Kampsponsor er Jørgen Hansen Biler A/S, Skærbæk