Søg

Arbejdssejr luner i tabellen

Per Jessen, 8. januar 2017, kl. 21:11

SønderjyskE rykkede tilbage på fjerdepladsen i tabellen efter en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr over Gentofte Stars. Thomas Spelling blev matchvinder og dobbelt målscorer i SE Arena.

Kasper Krog havde overvundet jetlag, og med stærkt spil i målet havde den unge keeper en stor andel i, at Gentofte kun blev holdt nede på en enkelt scoring. Især i første periode bed gæsterne godt fra sig, mens SønderjyskE havde svært ved at finde rytmen. Gæsterne kom oveni foran i undertal, da Martko Virtala udnyttede forarbejdet fra sin bror, Teemu Virtula, og scorede på friløberen.

Anders Førster fik en hård medfart i slutningen af første periode. Det kostede den stærke Gentofte-back Jesse Jyrkkiö en dobbelt udvisning, og det lange overtal i starten af anden periode gav SønderjyskE momentum. Spillet blev bedre og bedre, og det var ikke helt ufortjent, at Thomas Spelling udnyttede et powerplay til den vigtige udligning.

Længe stod der 1-1, men midt i tredje periode opsnappede Spelling pucken på offensiv blueline, og alene med Teemu Seppänen scorede han sikkert med et højt skud bag den ellers ganske velspillende keeper. I slutfasen pressede Gentofte hårdt på for en udligning, men Krogs griber var brandvarm, og spillerne foran ham ofrede sig godt.

En rigtig arbejdssejr, hvor spændingen og en god holdindsats til fulde opvejede det, som der manglede i flot spil. Med Kristian Jensen tilbage på holdkortet blev der kørt med fire kæder. Det kan kun blive en fordel med det tætte program.

Der venter den kommende uge nøglekampe mod holdene på anden- og tredjepladsen. Allerede tirsdag gælder det lokalopgøret hos Odense Bulldogs, og fredag kommer Frederikshavn White Hawks på besøg i SE Arena.

SønderjyskE – Gentofte 2-1 (0-1, 1-0, 1-0)
17:44 0-1  Marko Virtala (T.Virtala, Terrminesi) SH
27:06 1-1 Thomas Spelling (Lykkeskov, Lund)
50:33 2-1 Thomas Spelling
Udv.: SE 3×2, GS 7×2
Tilskuere: 2412


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus