Kasper Poulsen, 12. januar 2017, kl. 11:34
Optakt Vendsyssel – SønderjyskE
De lyseblå skal ud på en mindre tur, når der søndag står Vendsyssel på programmet. Det er en ukendt størrelse der venter de sønderjyske piger, da man ikke helt ved hvor man har hjemmeholdet henne.
Vendsyssel har indtil videre præsteret at vinde 5 kampe i træk, noget som kun de færreste hold kan præstere i 1. Division. De formåede bl.a. at slå Ajax og DHG på udebane og Hadsten hjemme. Til gengæld har de så også prøvet at tabe 5 kampe i træk. Faktisk startede de med at tabe 5 kampe i træk og var isoleret i bunden, men de har fået kæmpet sig tilbage igen og indtager p.t. 10. pladsen i tabellen.
Holdets helt store force er skudstyrken i bagkæden. De har flere bagspillere som alle kan score fra distancen og derudover spiller de med god fart i 2. bølgen.
Det er værd at bemærke den unge Julie Jensen (årgang 96), som er venstre håndet, men optræder mest på Playmakerpositionen med stor succes. Hun har indtil videre lavet imponerende 81 mål og har været en vigtig spiller for dem. På Venstre Back postionen finder man Ilda Kepic og Anne Nørkjær. De kommer begge med stor skudkraft og er giftige for alle hold. Den tidligere Randers spiller Kepic er næstemest scorende spiller for Vendsyssel med 73 mål. På stregen finder man Kaja Kamp Nielsen og Signe Hald. De har begge en stor rolle på holdet i begge ender af banen.
Vendsyssel har i julepausen forstærket holdet med Anna Lillesø, som er kommet til fra 1.Divisions konkurrenterne fra Aalborg HK. Hun er venstre fløj og lavede 4 mål i sin debutkamp.
De lyseblå møder ind til kampen med flere gode præstationer bag sig, men også med en god respekt for modstanderen. For selvom man vandt hjemmekampen mod Vendsyssel med hele 34-17, så venter der en helt ny kamp på søndag.
Modstanderen fra Nordjylland har vist at det bestemt ikke er et hold man skal undervurdere, da de jo har slået DHG, Ajax og Hadsten. Alle 3 hold som de lyseblå har tabt til i denne sæson.
SønderjyskE har stadigvæk Ricka Gindrup, Christina Tønder og Yasmin Sieljacks skadet.
Det er en virkelig spændende 1.Divisions pulje denne sæson og der er ikke langt fra 13. pladsen til 8. pladsen. Samtidigt er top 6 virkelig tæt. Så alle hold har noget at spille for og man får derfor ikke foræret noget som helst. Man er derfor nødt til at præstere hver gang og de hold der formår dette, er også de hold som ligger i toppen af rækken, når turneringen slutter i april. Det smukke er, at man efter hver kamp, får en bekræftelse på om man stadigvæk har momentet. Den bekræftelse søger vi på søndag.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles søndag d.15.01.16 kl.15.00 i Arena Nord, Frederikshavn.