Kasper Poulsen, 20. januar 2017, kl. 9:56
Optakt SønderjyskE – VSH
På papiret er det en top mod bund kamp, når gæsterne fra VSH kommer på besøg i Aabenraa Idrætscenter. De indtager 13. pladsen med 9 point, men har blot 3 point op til 9. pladsen og dermed stadigvæk gode muligheder for at redde sig i 1.Division.
Den omvendte kamp var en tæt affære, som det dog lykkes de lyseblå at vinde med 25-22. Her var det især Helena Løjborg og Camilla Nissen der trak det helt store læs. Men det var også kampen, hvor unge Rikke Hoffbeck fik sit helt store gennembrud på holdet og stod for hele 5 kasser. Hun var både venstre fløj og venstre back i dette opgør.
PÅ VSH holdet finder man en af profilerne inde på stregen. Simone Monsrud Pedersen er en stærk stregspiller, som bruger sin fysik utrolig godt og er svær at holde nede for mange forsvar. Da hun samtidigt er holdets topscorer, bliver det en spiller som der skal være fokus på. I bagkæden finder man Nikoline Brøns, Anne-Sofie Kleemann, Amanda Bergsten og Ine Oldeide. De er alle hårdt skydende fra distancen og er dygtige til at komme tæt på forsvaret og finde mellemrummet mellem forsvarsspillerne. På denne måde har de lavet mange mål og frustreret mange hold.
Når top møder bund, følger der altid et forventningspres med. Det skal vi selvfølgelig kunne håndtere, men derudover venter der os en vigtig forsvarsopgave. Da vi skal finde balancen i denne kamp, mellem at være afvisende overfor deres skyttere, samtidigt med at vi ikke giver dem muligheden for indspillene. Så vi bliver udfordret i zonen mellem tacklinger og parader og skal her kunne træffe de rigtige beslutninger. Belønningen for at være forudseende og træffe de rigtige valg vil være kontramål og de kan blive afgørende for kampens resultat.
Assistenttræner Kasper Poulsen
SønderjyskE ser ud til at få Emma Kiellberg tilbage på banen igen og samtidigt er Yasmin Sieljacks så småt begyndt haltræningen. Christina Tønder er tilbage i styrkelokalet efter hendes operation og kan se lyset igen.
Kampen spilles lørdag d.21.01 kl.15.00 i Aabenraa Idrætscenter.