Søg

Gibson og Co. fik gang i målscoringen

Per Jessen, 24. januar 2017, kl. 22:54

SønderjyskE fik gang i målscoringen, da Herlev Eagles tirsdag aften blev nedkæmpet med en sikker 5-2-sejr. Kampen bød på hele 143 udvisningsminutter og ganske pudsigt uden et eneste powerplay til SønderjyskE.

Tilskuerne fik mål, flotte detaljer og et par nævekampe i den til tider ganske underholdende kamp. Gæsterne fik to gange reduceret, men et vigtige perlemål af Greg Gibson og en elegant scoring i undertal af Thomas Spelling sørgede for, at gæsterne aldrig kom tæt på.

Allerede efter 13 minutter førte SønderjyskE med to mål. Først fik Herlev-målmand Evan Mosher rodet pucken i mål til 1-0. Liggende sprællede han så meget, at han med benskinnerne sparkede den sorte skive ind over sig og i mål. Den slags mål tæller også, og den type mål kommer, når man sender en masse pucke mod mål. I aften blev Herlev-målet bombarderet med 42 skud, og det var en af de positive detaljer at bemærke set med lyseblå briller.

En anden flot detalje var Danny Hobbs’ mål til 2-0 efter en flot dribletur med høj fart, og det hele blev afsluttet ved at canadieren køligt lagde pucken under Mosher. I starten af anden periode tog Thomas Spelling Herlev-forsvaret på sengen, og Derek Damon kunne let gøre det til 3-0.

Det lignede en tidlig afgørelse, men Herlev svarede godt igen, da Lukas Nielsen, der havde mange gode dribleture, scorede for gæsterne. De følgende minutter lugtede Herlev blod, og Joni Myllykoski havde en del at se til. Heldigvis dukkede Gibson op, og skabte ro med sit mål til 4-1. Elegant tørrede han en back tæt under mål, og flot blev pucken sendt ind over en sprællende Mosher. Et klassemål af Gibson, som dermed kom på tavlen med både mål og assist i aften.

I tredje periode fik Herlev igen skabt lidt spænding med en reducering, og kampen steg i intensitet. Tilskuerne fik et par nævekampe at varme sig på. Først vandt Mads Lund på point over veteranen Kim Staal, og ved slutfløjtet røg Herlevs Jordan Knackstedt i clinch med unge Martin Eskildsen, der fik sin sag for mod ligaens mest udviste spiller. Spelling havde kort forinden lukket og slukket, da han løb fra Herlev-forsvaret og scorede bag Mosher til slutresultatet

Efter kampen glædede Rasmus Nielsen sig over sejren. Backen erkendte dog også, at der var enkelte skønhedspletter.

– Det var dejligt, at vi fik gang i målscoringen og først fremmest fik en sejr. Det var et skridt tilbage på det rette spor, men det kan stadig blive bedre. Herlev kom til lidt for mange chancer undervejs, især i anden periode, forklarer Nielsen.

Fredag venter udekampen i Rødovre mod Mighty Bulls, der søndag spiller ”returopgør” i SE Arena med kampstart kl. 15.00.

SønderjyskE – Herlev 5-2 (2-0, 2-1, 1-1)
05:32 1-0 Danny Hobbs (Brobak, Eskildsen)
12:52 2-0 Danny Hobbs (Gotto, Gibson)
20:23 3-0 Derek Damon (Spelling, Nielsen)
29:35 3-1 Lukas Nielsen (Birk, Søndergaard)
36:09 4-1 Greg Gibson (Hobbs)
47:49 4-2 David Sätmark (Mathiesen, Søndergaard)
57:41 5-2 Thomas Spelling (Lykkeskov, Carstensen) SH
Game misc.: Ronnie Brobak, Mads Lund og Martin Eskildsen, SE samt Kim Staal og Jordan Knackstedt, HE
Udv.: 1×2 + 3×5, HE 0x2 + 2×5
Skud: 42-19
Tilskuere: 2108


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus