Søg

Spelling med selvtillid ind i slutspillet

Per Jessen, 27. februar 2017, kl. 18:30

Tirsdag aften kl. 19.30 afvikles sidste spillerunde i Metal Ligaens grundspil. SønderjyskE spiller her ude mod de nykårede pokalmestre fra Rungsted Seier Capital.

Vinder SønderjyskE kampen, så er fjerdepladsen inden for rækkevidde, men det kræver, at Herning Blue Fox samtidig vinder kampen hos Esbjerg Energy. SønderjyskE-forwarden Thomas Spelling kigger dog ikke så meget på stillingen og mulige modstandere.

– Vi skal bare køre på og fortsætte stilen fra de sidste par kampe, hvor vi spiller noget, som ligner god playoffhockey. Og så må vi se, hvem vi skal møde i kvartfinalen. Skal vi stå med DM-pokalen til sidst, så skal vi jo kunne slå alle hold, siger Spelling.

Han har for alvor fået gang i målscoringen, og i de 15 kampe siden nytår har han lavet ni mål.

– Jeg synes, jeg har spillet en fin sæson, men det var meget stolpe ud i starten af sæsonen, og nu begynder de at gå ind. Det er dejligt, at det går den rigtige vej her inden slutspillet starter, siger han.

I fredagens kamp var han involveret i Hernings første mål, men det rystede ham ikke mere, end at han senere i perioden kom på måltavlen.

– Det var måske et spørgsmål om selvtillid i starten af sæsonen. Den har jeg nu, og det var måske også derfor, at jeg så hurtigt kunne ryste sådan en fejl af mig, siger Spelling.

Hoveddommerne Chris Deweerdt og Rasmus Toppel skal lede slagets gang, og en af de to kaster pucken kl. 19.30. Efter kampen bliver der kl. 22.05 på TV 2 Sport valgt kvartfinaler. Billetsalget til slutspillet starter i øvrigt onsdag middag.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus