Per Jessen, 28. februar 2017, kl. 0:03
Mens slutspillet i Metal Ligaen først starter i weekenden, så går det løs for talentholdet i 1. Division allerede onsdag den 1. marts kl. 19.00 hjemme i SE Arena.
Efter grundspillet i landets næstbedste række sluttede Vojens nummer fem blandt de 15 hold i 1. Division, og da de otte bedste hold også her går i slutspillet, venter der en kvartfinaleserie mod nummer fire, Gladsaxe Bears.
Da Vojens-holdet sidste år gik hele vejen i DM-slutspillet og vandt guld, var det med et imponerende gennemsnit på omtrent 500 tilskuere per hjemmekamp. Forhåbentlig kommer der igen mange, når det onsdag aften går løs i SE Arena. Det var tydeligt, at de mange mennesker på lægterne løftede det unge hold sidste år, så forhåbentlig sker det igen.
Der spilles ”kun” bedst af fem kampe og dermed først til tre sejre. Da Gladsaxe har hjemmebanefordelen spiller de to hold både fredag og lørdag, kamp nummer to og tre, i Gladsaxe. En eventuel fjerde kamp bliver formentlig spillet onsdag næste uge i Vojens. Det siger sig selv, at den første kamp derfor er uhyre vigtig.
Mød op onsdag aften kl. 19.00 i SE Arena – der er gratis entré.