Søg

Centerstævne

sfs, 28. februar 2017, kl. 14:39

Søndag d. 26. februar havde de fire centre i det SønderjyskE Fodboldsamarbejde sat hinanden stævne i Sønderborg til årets første Centerstævne for U12 & U13.

Klokken 9:00 blev de første kampe fløjtet i gang og så gik det ellers løs indtil klokken cirka 14:00, hvor stævnet sluttede efter at alle centrene havde mødt hinanden.

På trods af at der ikke blev spillet om points og pokaler, blev der alligevel gået til stålet og kæmpet om hver en bold og det var tydeligt at se at vindermentaliteten og indstillingen hos de omkring 120 spillere, der deltog i stævnet, ikke fejlede noget.

De to årlige centerstævner, hvoraf det ene er et overnatningsstævne er vigtige begivenheder i det SønderjyskE Fodboldsamarbejde, dels får spillerne mulighed for at vise alt det frem som de går og træner hver fredag ude i de respektive centre sammen med deres trænere og dels giver det også trænerne for de SønderjyskE Talenthold en rigtig god mulighed for at se spillerne på centerholdene i aktion og spotte om der er spillere der har udviklet sig så meget, at de skal inviteres til prøvetræning på talentholdene og måske den vej igennem tilkæmpe sig en plads i en af SønderjyskE Talentholds trupper.

Sidst, men ikke mindst er det også en mulighed for spillere, trænere og forældre at have en god og hyggelig dag sammen i fodboldens tegn.

Det var som altid en fornøjelse at se en masse engagerede spillere give den gas på banen, og selvom vejret drillede lidt ind imellem, var det også dejligt at se den fine opbakning fra tilskuerne, der blev og bakkede drengene op hele dagen igennem.

Næste Centerstævne bliver til efteråret, hvor Center Vest vil være værter ved årets overnatningsstævne.

 

Thomas Kruse
Sportschef


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus