Søg

Nu starter slutspillet

Per Jessen, 3. marts 2017, kl. 0:00

Fredag aften kl. 20.30 går det løs i Esbjerg, når den første kvartfinalekamp spilles mellem SønderjyskE og Esbjerg Energy. Søndag kl. 19.00 gælder det kamp to i SE Arena.

De to klubber har nærmest været helt jævnbyrdige i grundspillet. Esbjerg har hentet otte point mod SønderjyskE’s syv point i indbyrdes kampe. SønderjyskE har dog vundet tre kampe mod Esbjergs to. De to af SønderjyskE’s sejre var dog først efter overtid. I tabellen endte de to hold også side om side med 75 point. Det ligner en meget tæt serie.

– Esbjerg er ligaens formstærkeste hold, og der venter os en hård serie mod en stærk modstander. Det bliver med sikkerhed meget fysisk, som da vi mødte dem for halvanden uge siden og vandt 2-1 i Esbjerg efter overtid. Den kamp mindede meget om en typisk playoff-kamp, siger cheftræner Dan Ceman.

Han glæder sig over, at defensiven ser ud til at være på plads. Modstanderen har i de sidste tre kampe kun scoret i alt tre mål. Han fremhæver her godt spil af Joni Myllykoski i målet, men også nogle ændringer i de bagerste rækker.

– Vi har sent på sæsonen ændret lidt på vores spilsystem i forsvaret, og det begynder at give frugt nu. Samtidig er det glædeligt, at Joni viser det høje niveau, som vi ved han kan præstere på, siger Ceman.

Jens Christian Gregersen og Mike Hicks er udpeget til at være hoveddommere i fredagens kamp.

Program for DM-kvartfinalen
Fredag den 3. marts kl. 20.30: Esbjerg – SønderjyskE
Søndag den 5. marts kl. 19.00: SønderjyskE – Esbjerg
Tirsdag den 7. marts kl. 19.30: Esbjerg – SønderjyskE
Fredag den 10. marts kl. 19.30: SønderjyskE – Esbjerg
Evt. søndag den 12. marts: Esbjerg – SønderjyskE
Evt. tirsdag den 14. marts: SønderjyskE – Esbjerg
Evt. fredag den 17. marts: Esbjerg – SønderjyskE


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus