Anders Gormsen, 7. marts 2017, kl. 20:19
Der var knald på fra første minut, både på og uden for banen, da SønderjyskE var på besøg hos TM Tønder til lokal opgøret i 888ligaen.
Der skulle dog gå nogle minutter før der kom gang i scoringen og her var SønderjyskE først, med mål til 1 og 2 – 0 før hjemmeholdet kom på tavlen. De lyseblå spillede både offensivt og agrressivt i forsvaret og bagved stod Anders Petersen på et meget højt niveau i målet. SønderjyskE fik ret hurtigt opbygget en 3 måls føring, der i løbet af halvlegen blev udbygget til 6 – 11 efter en stærk periode og en koncentreret indsats.
Pausestillingen lød på 9 – 12.
SønderjyskE indledte med 2. halvlegs første 2 scoringer, til 9 – 14 inden hjemmeholdet igen kom på tavlen med 2 scoringer i træk. 10 minutter inde i havlegen var vi stadig foran med 3 mål 14 – 17 og en udvisning til Tønder blev udnyttet til scoring i tomt mål til 14 – 18.
3 scoringer i træk, til hjemmeholdet, på straffekast, bragte føringen ned på 1 mål, 17 – 18 og Morten Henriksen tog time-out. Thorsten Fries afløste Anders Petersen og startede med en redning på et frit skud, men igen udnyttede hjemmeholdet et straffekast, denne gang til udligning. Det var på dette tidpunkt hjemmeholdets 8. straffe mod SønderjyskE ene.
Kasper Køser kom på banen i SønderjyskEs forsvar, men nåede kun få sekunder på banen inden han blev præsenteret for dommernes 2 fingre. Heldigvis fik det ikke nogen negativ betydning og de lyseblå kom ud af overtallet med en 2 måls føring 19 – 21 med 10 minutter igen. Et efterfølgende overtal endte 1 – 1 og en SønderjyskE føring på ét enkelt mål 21 – 22, hvorefter TM Tønder tog time out med 5 minutter igen. Føringen på et mål holdt indtil 57.35, hvor Tønder igen fik tilkendt et straffekast, udlignede til 22 – 22 og en ny neglebidende afslutning trak op.
Med 1 minut igen tog Tønder time-out, 25 sekunder før tid smed hjemmeholdet bolden ud over sidelinjen. Dermed røg bolden på SønderjyskE hænder og Morten Henriksen brugte sin sidste tim-out til at få det afgørende angreb sat op. Det endte med en afslutning uden held og dermed delte holdene de to point.
Resultat 22 – 22.
I løbet af de sidste 30 minutter kunne man godt se at de lyseblå var ramt på ressourcerne, men der blev fightet med den kendte. SønderjyskE ånd. Det var den 3. uafgjorte kamp i træk og dermed er der stadig håb om slutspil, men det kræver naturligvis sejre i de kommende kampe.
Der var stor opbakning fra et talrigt SønderjyskE publikum, der sammen med TM Tønder tilhængerne skabte en strålende kulisse for holdene
Arkivfoto: JC Foto