Søg

Begivenhedsrig lørdag med kamp, trøjeauktion og et stort farvel

Per Jessen, 23. marts 2017, kl. 12:55

Der venter et tætpakket program både før og efter SønderjyskE’s hjemmekamp mod Randers HH lørdag eftermiddag. Blandt højdepunkterne er trøjeauktionen på de originale spillertrøjer efter kampen, hvor der også skal siges farvel til cheftræner Morten Henriksen.

Der er kampstart lørdag den 25. marts kl. 15.00 mod Randers i Broager Sparekasse Skansen, men allerede fra kl. 13.00 til 14.00 afvikles der et spinning-arrangement i den gamle Dybbølhal, hvor der cykles sponsorpenge ind til fordel for SønderjyskE Herrehåndbold. Ligeledes vil der i hallen være mulighed for at duellere om at ramme plet, da Vidar-Ulkebøl Håndbold afvikler konkurrencer, hvor både børn og voksne kan vinde præmier.

Inden kampstart skal årets spiller kåres, og der siges også farvel til de spillere, der forlader klubben. Når kampen er slut tages der afsked med Morten Henriksen, der har været aktiv i SønderjyskE siden starten i 2004 og cheftræner siden efteråret 2007. Sports- og salgsdirektør Simon Hajdu Lindhardt vil her holde en tale. Vi håber, at mange bliver og hylder Morten behørigt.

Trøjeauktionen, der plejer at være et stort tilløbsstykke, starter kort efter, og her er mindste bud 500 kr. Der vil være fem trøjer, hvor der også følger en flot cykel med, og her vil mindste bud være 1.000 kr. Der vil også være rig mulighed for at få autografer af spillerne, der møder op med autografkort.

Lørdagens program
13.00-14.00: Spinningarrangement og konkurrencer i den gamle hal
14.55: Kåring af årets spiller og farvel til spillere, der forlader SønderjyskE
15.00: Kampstart SønderjyskE – Randers HH
Ca. 16.45: Farvel til Morten Henriksen
Ca. 16.50: Trøjeauktion


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus