Rasmus Andersen, 12. april 2017, kl. 10:15
Af Rasmus Andersen
Efter 2 kampe i Alka Superligaens mesterskabs slutspil, er SønderjyskE fortsat uden sejr. Det skal der laves om på, når FC Nordsjælland, der har indledt de første 2 kampe med 4 point, gæster Sydbank Park på fredag.
FC Nordsjælland kommer med masser af selvtillid. De indhentede på imponerende vis Randers FC for at få pladsen i mesterskabs slutspillet. Dernæst lagde de ud med en sejr mod Lyngby BK, der havde 3. pladsen da de spillede. Emiliano Marcondes erobrede så månedens spiller i Alka Superligaen, mens de senest hentede 1-1 mod de regerende mestre FC København i Parken.
Vi skal finde tilbage til de spil vi har vist vi kan spille. Vi har besejret OB, AGF og Randers FC på forskellige måder, hvilket har bevist, at vi har mange strenge at spille på.
I løbet af de sidste 8 kampe i sæsonen kan meget ske. Men derfor vil 3 point mod en direkte modstander til 3. pladsen stadig være vital i kampen om medaljer og Europa.
Hold øje med deres mand:
Marcus Ingvartsen
Den unge angriber har haft en fremragende sæson. 16 mål. 5 assist. U-21 Landsholds succes, og senest var han også udtaget til A-Landsholdet. En ung angriber med power, fart, fysik og målnæse. Han skal stoppes, når det gælder om at lukke ned for FC Nordsjællands offensiv. Sammen med Marcondes og Godsway Donyoh, kan han skabe problemer for det lyseblå forsvar. Marcus Ingvartsen kommer i feltet på de rigtige tidspunkter, men formår samtidig at være en trussel fra distancen. For at lukke bedst muligt ned for den giftige, unge trio, skal SønderjyskE sætte sig igennem fra starten af kampen. Det kan frustrere de unge angribere, hvis de ikke får tid på bolden, og der bliver lavet små frispark på dem.
Hold øje med vores mand:
Mikael Uhre
Vi skal angribe FC Nordsjælland. Vi skal gå efter de 3 point. Det betyder, at vi skal op og score mål. Den del skal Mikael Uhre stå for. Vores unge angriber har speed, forståelse og fysik til at løbe fra FC Nordsjællands bagkæde, og sætte sig igennem når det kommer til nærkampe. Det er også efterhånden blevet en selvfølge, at Uhre enten får chancen for at løbe alene mod målmanden, eller, at det andet hold må trække nødbremsen og få et gult kort, på Sydbank Park. Uhre er god til at bringe sig selv i situationer, der kan skabe uro i modstanderens forsvar, og han giver plads til, at andet geled kan komme til afslutninger tæt under mål. Forhåbentlig har Uhre en kamp, hvor han agerer en konstant trussel for FC Nordsjælland, og så laver han forhåbentlig et mål eller to.
Det siger vi inden kampen:
– “Vi skal tage de gode takter med ind til kampen som vi har vist på hjemmebane. De sidste 3 gange vi har spillet på Sydbank Park, har vores fans bakket os virkelig flot op og hjulpet os til gode præstationer. Kampen bliver også vigtig i forhold til at holde os inde i kampen om de sjove placeringer i mesterskabs spillet, hvor vi gerne vil være med omkring 3-4 pladsen indtil sidste spillerunde,” siger Johan Absalonsen til SønderjyskE Fodbold.
Husk, at du kan spille på kampen på danskespil.dk. Du kan få odds 1,67 på, hvis du tror, at begge hold scorer i kampen.