Per Jessen, 15. maj 2017, kl. 5:30
SønderjyskE har indgået en ligakontrakt med 19-årige Rasmus Mohr, mens den to år yngre Marco Petersen har fået en ungdomskontrakt.
Rasmus Mohr var sidste sæson på en ungdomskontrakt og fik i løbet af sæsonen 20 kampe for SønderjyskE i Metal Ligaen. Den unge sønderjyde er gået uimponeret til opgaven, og han kan nu se frem til endnu flere kampe i lyseblåt.
– Vi har belønnet Rasmus med en SønderjyskE-kontrakt, og han skal nu tage det næste skridt. Han er en talentfuld back, der forhåbentlig også kan bide sig fast på U20-landsholdet, hvor han allerede sidste år fik nogle landskampe, siger sportschef Kim Lykkeskov.
Marco Petersen har også været inde i varmen omkring ungdomslandsholdene, og han er samtidig også et produkt af det gode talentarbejde i moderklubben, Vojens Ishockey Klub. Sidste sæson debuterede han som blot 16-årig for SønderjyskE og fik i alt fire kampe. Til trods for sin unge alder, så er han en stor back med en masse fysik.
– Marco var allerede inde og snuse omkring holdet sidste sæson. Jeg har af klubbens trænere fået gode tilbagemeldinger på ham, og det er altid dejligt, når vi kan belønne en af vores unge spillere fra Vojens Ishockey Klub med en ungdomskontrakt, siger Kim Lykkeskov.
Fakta Rasmus Mohr
Alder: 19 år (07.04.1998)
Højde: 180 cm
Vægt: 88 kg
Position: Back
Kontrakt: 1 år (30.06.2018)
Statistik: www.eliteprospects.com/player.php?player=206907
Tidligere klubber: Vojens IK
Fakta Marco Petersen
Alder: 17 år (03.03.2000)
Højde: 195 cm
Vægt: 93 kg
Position: Back
Kontrakt: Ungdomskontrakt 1 år (30.06.2018)
Statistik: www.eliteprospects.com/player.php?player=321055
Tidligere klubber: Vojens IK