Jesper Klitgaard, 1. september 2017, kl. 21:49
SønderjyskE og Herning Blue Fox holdt generalprøve på sæsonens første kamp, da de her til aften stødte sammen i Vojens. Det slap hjemmeholdet klart bedst fra, og sendte rævene hjem med et 4-1 nederlag i bagagen.
Der er efterhånden blevet skrevet meget om den mere aggressive spillestil som SønderjyskE ønsker at implementere til denne sæson, men kan lige så godt afsløre, at der kommer til at blive skrevet et par linjer mere efter denne fredag aften i SE-Arena. SønderjyskE, som på baggrund af at Herning havde taget forkerte trøjer med, måtte trække i nogle gamle trøjer, istedet for de meget flotte trøjer kreeret af SønderjyskE ishockey support, kom flyvende fra start og lagde et tungt pres på gæsterne.
Greg Gibson var tæt på at skyde sin første kamp i sæsonen igang med et mål, Søren Dau var ligeledes ganske tæt på og i det hele taget havde Mathias Andersen i gæsternes mål rigeligt at se til i kampens første tyve minutter.
Han kunne dog intet stille op da Thomas Spelling havde sidste stav på en god pasning fra Greg Gibson og ændrede måltavlen til 1-0 til hjemmeholdet, hvilket også var resultatet da spillerne gik til første pause-te.
Der var minimalt mindre intensitet i de første par minutter af anden periode, men det ændrede ikke på billedet af et hjemmehold der var i téten. Derfor var det heller ikke voldsomt hvad Kasper Krog i det SønderjyskE mål blev sat på af prøver.
I den anden ende så det dog lidt anderledes ud, idet hjemmeholdet gang på gang tilspillede sig ganske gedigne chancer. En af dem omsatte Thomas Spelling, da han flot udnyttede en overtalssituation til at fordoble SønderjyskE’s målscore. Spelling var en af mange som i kampens første halvdel gjorde et godt indtryk, og det var i det hele taget et velfungerende hjemmehold der spillede klogt, med højt tempo og god intensitet.
Gæsterne lagde sig dog ikke ned på noget tidspunkt, og fik efter lidt tilfældigt spil reduceret til 1-2, hvorefter rævene formåede at lægge et fornuftigt pres på hjemmeholdet, dog ude at komme til de helt store chancer
SønderjyskE var igen ovenpå i starten af de sidste tyve minutter, hvor tempoet igen havde fået nøk opad. Det medførte flere gode muligheder og en af disse omsatte Tyler Fiddler smart til 3-1, da han gav en halv omgang til holdet, rundede målet og med baghånden lagde pucken ind i det tomme mål.
Der var også plads til et par bataljer og en af disse gav både Jace Coyle og Daniel Nielsen mulighed for at komme i bad, mens der stadig var rigeligt med varmt vand.
Greg Gibson spillede en stor kamp, og var med sin hurtighed en konstant fare for gæsternes forsvar. Flere gange var han millimeter fra at åbne denne sæsons målkonto, men uheld samt rigtig gode redninger af rævenes målmand gjorde at Gibson måtte se sine forsøg blive ved forsøg. Derfor var det næsten helt komisk, da en puck, som mest af alt lignede en hård pasning på tværs af målfeltet, blev rettet af og snød Mathias Andersen i Herning målet til slutstillingen 4-1.
Det var et hjemmehold som generelt var ovenpå kampen igennem og som tillod ganske få chancer imod sig. Defensiven arbejdede, som resten af holdet, som en enhed og det gav Kasper Krog i målet rigtigt gode arbejdsbetingelser. Dem udnyttede han til fulde og stod en sikker kamp, og SønderjyskE viste at systemerne bliver mere og mere indspillede jo tættere vi kommer på den længe ventede sæsonstart.
Kampen i tal: Sønderjyske – Herning Blue Fox 4-1 (1-0,1-1,2-0)
06:56 1-0 Thomas Spelling ass Greg Gibson
24:44 2-0 Thomas Spelling ass Derek Damon & Jayce Cole (PP1)
35:46 2-1 Markus Nissen
46:30 3-1 Tyler Fiddler ass Frederik Rasmussen & Kevin Henderson
51:44 4-1 Greg Gibson
Udvisninger:
SønderjyskE 4 x 2 + 1 x 5 (Coyle)
Herning Blue Fox 3 x 2 + 1 x 5 (Nielsen)
Tilskuere: 1117 tilskuere i SE arena