Per Jessen, 13. september 2017, kl. 20:15
SønderjyskE Herrehåndbold har skrevet kontrakt med målmanden Christian Lynggaard. Det sker efter Kristian Dahl Pedersen er meldt langtidsskadet.
Kristian Dahl Pedersen skiftede i sommer fra Nordsjælland Håndbold og til SønderjyskE, men en debut i den lyseblå trøje lader vente sig på.
– Først og fremmest er det trist for Kristian Dahl Pedersen, at han skal starte sin karriere i SønderjyskE med en træls albueskade. Jeg er sikker på, at han kommer stærkt tilbage og inden længe er ovenpå igen. Det glæder vi os til. Vi tror fortsat på, at Kristian kan gøre en forskel for SønderjyskE Herrehåndbold, siger cheftræner Kasper Christensen.
Han er samtidig glad for, at der er lykkedes at tilknytte 37-årige Christian Lynggaard. Han er en keeper, der har stor rutine fra mange sæsoner i ligaen og 1. division. Over 200 kampe for Fredericia HK er det blandt andet blevet til. Et par kampe på det danske A-landshold tilbage i 2003 samt en masse ungdomslandskampe er der også på CV’et. Den kommende tid skal han danne tandem i målet med den 13 år yngre Thorsten Fries.
– Christian Lynggaard er en reaktionsstærk keeper, og med sin rutine skal han også bidrage med god sparring til Thorsten Fries. Vi tror på, at Christian er et godt valg for os. Han er en målmand, der fortsat er sulten efter at bevise sig på højeste niveau efter et par alvorlige skader, siger Kasper Christensen.
I 2012 måtte Christian Lynggaard drosle ned for håndboldsporten som følge af skader, og han måtte også igennem en række operationer. De sidste par år har han arbejdet hårdt for at komme i form igen. Håndboldmæssigt har han holdt formen ved lige i hjembyen hos fynske GV Ejby, som huserer i 3. division. Han er til dagligt HF-lærer og underviser på VUC i Haderslev og Aabenraa.
– Tusind tak til SønderjyskE for at give mig denne chance. Jeg glæder mig helt vildt til at løbe ind i Broager Sparekasse Skansen og spille på hjemmebane i en by, hvor jeg har mange gode minder fra, siger Christian Lynggaard.
Han har tidligere undervist HF-klasser i Sønderborg, og han kender også Sønderborg fra tiden som sergentelev tilbage i 2001. De gode minder fra Sønderborg skal gerne krydres med gode oplevelser på håndboldbanen den kommende tid. Fysisk føler han sig ovenpå igen efter skaderne for en stund satte karrieren lidt på vågeblus.
– Præstationerne er blevet bedre og bedre, og jeg er fysisk nogenlunde på samme niveau, som da jeg måtte stoppe i 2012. Om jeg kan finde et spillemæssigt niveau frem, som er håndboldligaen værdig, kan kun fremtiden vise, men jeg vil i hvert fald arbejde rigtig hårdt på, at jeg hurtigt tilvænnes til de nye udfordringer, siger han.
Fakta Christian Lynggaard
Alder: 37 år (15.02.1980)
Position: Målmand
Højde: 190 cm
Vægt: 92 kg
Tidligere klubber: Morsø HK, Thisted IK, NIF/FLUIF, Tvis KFUM, HF Mors, Ribe HK, TM Tønder, Fredericia HK, GV Ejby/Team Vestfyn