Anders Gormsen, 9. oktober 2017, kl. 21:44
Både Nordsjælland havde brug for point i mandagens opgør i 888ligaen og de to hold delte da også i porten, skønt vi havde chancen i de sidste sekunder.
Kampen havde en noget rodet indledning hvor begge hold lavede alt for mange tekniske fejl. SønderjyskE lavede kampens første mål og efter 5 minutter var stillingen 2 – 2. I det 9. minut fik hjemmeholdet tildelt kampens 1. 2 minutters udvisning ved 4 – 3. Desværre spillede vi ikke et godt overtal og tabte perioden 1 – 2 så efter 11 minutter stod der 6 – 4 på tavlen. Vi kom dog godt igen og udlignede kort efter til 6 – 6 ved Thynell, som dog måtte se dommernes fingre ryge i vejret, da han i returløbet lavede et lidt kluntet frikast. og kort efter var gæsterne igen foran med to 8 – 6.
Midt i halvlegen tog Kaspe Christensen time-out og gik frem i et 5 – 1 forsvar og i det 18. minut kom Christian Lynggaard på banen for Thorsten Fries og han startede med en redning og kort efter fulgte en reducering til 9 – 8. De to næste mål stod hjemmeholdet for og pludselig var vi bagefter med 3 mål med knap 10 minutter til pausen. Det gik dog ikke lang tid før vi igen fik fat og udnyttede blandt andet et overtal til at gå fra 11 – 8 til 11 – 12 med 5 minutter igen. Afslutningen på 1. halvleg blev flot og koncentreret og pausestillingen hed 12 – 14.
SønderjyskE scorede det første mål i 2. halvleg til 12 – 15, men derefter scorede hjemmeholdet nærmest på alt og allerede i det 36. minut måtte Kasper tage sin anden time-out ved 16 – 15. Nordsjælland fortsatte med at score på det hele og i det 39. minut var vi igen bagefter med 3, 20 – 17. Christian Lynggaard kom igen på banen for en uheldig Thorsten Fries og han startede med en redning og var medvirkende til at vi igen kom med i opgøret. 12 minutter før tid var det igen helt lige 22 – 22 og sådan fortsatte det kampen ud. I en neglebidende afslutning skiftedes holdene til at score. I det 56. minut hævede dommerne armen for en passiv kendelse, men i yderste øjeblik blev bolden smidt i mål til en 24 – 25 SønderjyskE føring. 2½ minut før slut var der udlignet til 25 – 25 og med et langt tålmodigt angreb lykkedes det til sidst for Christoffer Fors at få bolden forbi Mike Jensen i Nordsjælland målet til 25 – 26 og med 44 sekunder igen på haluret tog Ian Marko Fog time-out og hjemmeholdet gik frem 7 mod 6. Det resulterede i udligning og blot 13 sekunder før tid blev det vores tur til time-out, hvor det sidste angreb blev aftalt.
Alt lykkedes efter planen. Adam Nyfjæll blev spillet fri på stregen men brændte afslutningen. På TV billederne kunne man se at han fik et ordentlig skub i afslutningsøjeblikket af en Nordsjælland spiller der også endte i feltet. Dommerne vinkede dog afværgende og dermed endte det hele med en pointdeling. Ærgerligt, men 1 point er bestemt brugbart.
Topscorer for SønderjyskE blev Mikkel Møller med 6 mål.
Foto: JC Foto