Anders Gormsen, 21. oktober 2017, kl. 20:57
Håndboldherrerne var allerede bagud på point inden kampen mod GOG blev fløjtet op, da både Thorsten Fries var ude, efter at være blevet ramt af en bold i hovedet, og Mattias Thynell måtte tage plads på bænken i hele opgøret.
Det blev da også til et ganske klart nederlag på 10 mål og cheftræner Kasper Christensen udtaler følgende efter kampen.
“Vi kommer som sådan fint ud til kampen og får strikket noget godt forsvarsspil sammen i GOGs første par angreb, men ret hurtigt kommer vi til at halte efter med nogle mål, og det lider vi under resten af kampen. Vi spiller alt for sjusket angrebsspil og mangler lidt redninger i 1. halvleg, hvilket også er udslagsgivende idet vi gik til halvleg bagud med 7. Vi kommer nogenlunde med i 2. halvleg, Lynggaard får nogle flere redninger og forsvaret står også udmærket, men vi ender alligevel med at tabe med 10. Generelt spiller vi ikke en særlig god kamp, og vi mangler gode offensive præstationer fra for mange spillere i dag. I forhold til Thorsten Fries, så kan jeg sige, at han var et stykke vej fra at kunne spille i dag – nu må vi se om 14 dages tid, når vi igen skal i aktion. Vi har noget at arbejde med her i pausen, og så tror jeg, vi kommer stærkt tilbage.”