Kasper Poulsen, 3. november 2017, kl. 9:46
Optakt Gudme HK – SønderjyskE
Det er først i 8. spillerunde at de lyseblå fra SønderjyskE møder et oprykkerhold. Indtil videre har man haft fornøjelsen af flere af de etablerede 1. divisions mandskaber. Men nu venter nyoprykkerne fra Gudme HK. Holdet består af flere talenter, som har været igennem deres ungdomsafdeling og været en del af kulturen i det sydfynske.
Oprykkerne fra Gudme har indtil videre snuppet 3 point i 1.Division. Det er blevet til uafgjort på hjemmebane mod Lyngby og en højest overraskende sejr på udebane over Vendsyssel. Holdet indtager derfor en 11. plads i 1.Division pt.
Holdets største profil er den hårdt skydende bagspiller Cecilie Nordstrøm. Hun har været en del af klubben igennem de seneste par sæsoner og er spilleren som virkelig går forrest. Med et snit på over 6 mål pr kamp, er der ingen tvivl om at hun har stor betydning for holdets resultater.
Meget af spillet er centreret omkring hende og hun tager chancen, hvis den byder sig.
I bagkæden finder man også Siw Aabech som er kommet til fra TMS Ringsted og har tidligere spillet for FIF, hvor hun var en del af København Håndbold. Nu finder man talentet på holdkortet i Gudme HK, hvor hun er en vigtig spiller i bagkæden og tilfører holdet noget gennembrudskraft og er samtidigt fintestærk.
Gudme HK er ligeledes blevet forstærket af Sofie Lundsgaard op til sæsonen. Hun er kommet til fra DHG Odense, hvor hun var en af deres stærkeste spillere. Hun kommer med en stor power i hendes angrebsspil og masser af fysik.
SønderjyskE har atter Nina Bech fuldt ud til rådighed efter lidt skulderproblemer og dermed er truppen komplet til weekendens opgør mod Gudme HK.
Vi har fået gang i målscoreren i de sidste par kampe, hvilket vi er rigtig godt tilfreds med. Til gengæld kæmper vi nu i stedet for lidt med forsvarsspillet. Vi er interesseret i at få lidt flere tacklinger sat ind og blive mere bevægelig i vores defensiv. For der venter os et skudstærk og løbestærkt Gudme mandskab og vi skal virkelig være fokuseret i de opgaver der venter på os her. Derudover håber vi på at sammenspillet de forskelllige positioner i mellem, kan skærpes yderligere, så der er endnu mere at hente her. Vi kommer med masser af spilleglæde og humør og håber på at vi kan forlade kampen med et smil.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles søndag d.05.11 kl.15.00 i Gudme.