Søg

Nederlag i lokalopgøret

Per Jessen, 4. november 2017, kl. 5:34

Der var sæsonrekord fredag aften i SE Arena, men det store publikum fik desværre ikke mange mål til hjemmeholdet at glæde sig over. SønderjyskE spillede rigtigt godt indtil midtvejs i kampen, men endte med at tabe 1-7 i lokalopgøret til Odense Bulldogs.

Anders Førster var inden kampen blev kampklar, og det var den store glædelige nyhed fra SønderjyskE-lazarettet. Rasmus Mohr var igen rykket frem som forward, og det gav fire angrebskæder med 16-årige Anders Biel, 17-årige Mads Stephansen som de spændende indslag i en purung kæde med Johannes Røgilds. De bed flot fra sig i mange af skiftene.

SønderjyskE startede kampen med masser af energi, og i undertal blev der også kriget. Kasper Krog var en sikker sidste skanse, og i den anden ende var der flere nærgående forsøg mod fynboernes mål. Alligevel stod der 0-0 på måltavlen efter de første 20 minutter. Dejlig underholdning og god stemning blandt de mere end 3000 tilskuere på lægterne.

I anden periode startede SønderjyskE igen godt, og et par gange dansede pucken rundt omkring Odense-keeper Robin Rahm. Præcis midtvejs i kampen faldt opgørets første mål. Den unge fjerdekæde måtte kapitulere i et skift, hvor Yannick Vedel fik en helt åben målchance, og så lå pucken bag Krog.

Blot fire minutter senere blev det 0-2 på måltavlen, da gæsternes Anthony Camara udnyttede en dum fejlpasning fra en SønderjyskE-back. Det dobbelt-slag kom de lyseblå sig aldrig over, og i tredje periode tog frustrationerne til tider også over, og gæsterne kunne med tre powerplay-mål sørge for de noget misvisende cifre. SønderjyskE formående også at score et powerplay-mål. Tyler Fiddler blev dagens enlige SønderjyskE-målscorer, da han tæt under mål fik pucken vippet op bag Rahm.

Der venter nu en tiltrængt kamppause på to uger, hvor det gælder om at få spillerne på højkant – både fysisk, men også mentalt. Det var tydeligt i dag, at holdet er lidt ramt på det mentale plan også. Flot at se den store opbakning, som der var fra publikum til holdet i hele kampen.

SønderjyskE – Odense 1-7 (0-0, 0-3, 1-4)
29:46 0-1 Yannick Vedel (Bjerrum, Knudsen)
33:43 0-2 Anthony Camara
38:41 0-3 Asger Petersen (Pedersen, Nielsen)
46:22 0-4 Yannick Vedel (Nielsen, Larsen)
49:28 0-5 Søren Nielsen (Ehlers, Bjerrum) PP
53:02 1-5 Tyler Fiddler (Lund, Spelling) PP
56:21 1-6 Jacob Johnston (Larsen, Mitchell) PP
59:22 1-7 Sebastian Ehlers (Nielsen) PP
Game misc.: Ronnie Brobak, SE og Mads Schaarup, OIK
Udv.: SE 2×2 + 2×5, OIK 3×2 + 1×10 (Camara) + 1×5
Skud: 25-27
Tilskuere: 3142


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus