Lars Jensen, 17. november 2017, kl. 22:49
2567 tilskuere havde fundet vej til Odense skøjtehal og dermed var der dømt sæsonrekord denne fredag aften.
SønderjyskE havde haft en pause på 14 dage og man havde håbet at få nogle spillere klar i pausen. Joni Myllykoski var blevet klar og det samme var Magnus Leth Nielsen. Rasmus Nielsen var også med, men kom direkte fra sygesengen. Desværre var Ronnie Brobak ude med karantæne og det var samme var Søren Dau (karantæne fra 1 Div)
De 2567 tilskuere blev også vidne til en livlig opstart på kampen, hvor der var chancer i begge ender.
SønderjyskE var rigtigt godt med i de første 18 min, men 3 undertalssituationer undervejs tærede hårdt på kræfterne på den i forvejen tynde truppe og halvanden minut inden pausesignalet, kunne Camara bringe Odense foran, da han fik lov til at stå helt fri inde foran SønderjyskE målet.
Det skulle dog blive endnu værre for sønderjyderne – for kun 30 sekunder før perioden var forbi, sendte Odense’s Rasmus Knudsen et skud ind blandt venner og så stod der 2-0 til hjemmeholdet. SønderjyskE normalt ellers så sikre sidste skanse Joni Myllykoski så ikke helt godt ud i den situation.
Anden periode var en nogenlunde lige affære, men 2 mål af Dale Mitchell hev spændingen ud af kampen.
Odense kunne dermed gå til pause med en 4-0 føring i ryggen.
Tredie periode blev en målløs omgang. Tættest ved en scoring var sønderjyderne, men Anders Førster’s skud tog stolpen. I øvrigt kampens tredie stolpeskud til sønderjyderne.
Cheftræner Dan Ceman prøvede undervejs at sætte lidt gejst ind i truppen, ved både at rokere rundt i kæderne og at skifte målmand til tredie periode. Men ligemeget hjalp det. Dog skal det tilføjes at backup keeper Kasper Krog var sikkerheden selv i tredie periode.
Trods 3 stolpeskud og en skudstatistik som SønderjyskE vandt 37-26, så blev det desværre ikke til hverken mål eller point her til aften i det fynske.
Nu skal batterierne lades op til på søndag, hvor Frederikshavn White Hawks kommer på besøg. Kampstart i SE Arena er kl. 19.00.