Jesper Klitgaard, 30. december 2017, kl. 22:46
SønderjyskE fik den bedst mulige afslutning på 2017, da holdet efter en både fysisk og psykisk hård kamp, formåede at vende et truende nederlag til en sejr i overtiden på 3-2 over Esbjerg Energy
Det var ikke indledningsvis til at se, at det var de lyseblå der var i deres tredie kamp på blot fire dage, for det SønderjyskE der pressede godt på i kampens indledning hvor Patrick Dwyer var tæt på at styre pucken ind bag Mathias Seldrup og Justin Hache testede overliggeren med et tørt hug. Det med at teste om stålet kunne holde gik der en lille smule mode i, for kort efter var det Esbjergs tur til at se et forsøge prelle af på den ene opstander og Thomas Spelling må se sit skud lide samme skæbne minutter senere.
Esbjerg var godt presset i bund, men var momentvis på besøg i hjemmeholdets zone, men når de var det var det for alvor tæt på at de kunne ødelægge den gode stemning i SE arena, men Joni Myllykoski havde en rigtig god periode og leverede flere rigtig gode redninger.
SønderjyskE kom ud til anden periode på samme måde som første, og Derek Damon måtte se Mathias Seldrup hive en fantomredning ud af posen helt i begyndelsen af perioden. Tempoet var ikke helt så opskruet som i de første tyve minutter, men billedet var stadig det samme hvor det var SønderjyskE der havde størstedelen af spillet og hvor Esbjerg var momentvis ganske giftige på deres få chancer.
Derfor var det også fortjent at det var de hårdtkæmpende sønderjyder der fik aftenens første mål. Det skete efter at Søren Dau uimodståeligt satte sig igennem og Frederik Rasmussen stod på det helt rigtige sted og fik pucket skubbet det sidste stykke over stregen.
Det mål gav en smule stilstand i spil og chancer, og der skulle en udvisning til at for at sætte lidt gang i løjerne igen. Desværre var det gæsterne der kunne juble, da Niklas Andersen satte en puck bag Joni Myllykoski til 1-1 og helt lige efter de midterste tyve minutter.
Begge hold virkede en smule trætte i begyndelsen af tredie periode, hvor små fejl kunne gå hen at blive kampafgørende, og det var også en defensiv fejlplacering der gjorde at Henrik Mærsk Clausen lige pludselig stod helt fri og kunne score til 1-2 for gæsterne, der på dette tidspunkt af kampen så ud til at have haft en fordel af deres noget lettere juleprogram og dermed havde de bedste ben.
SønderjyskE så meget trætte ud og fik ikke skabt de store chancer i kampens slutning, og forsøgte til sidst at tage joni Myllykoski ud og den satsning lykkedes, da Greg Gibson satte en puck ind bag Mathias Seldrup med millimeters nøjagtighed med under et minut tilbage af kampen. Dermed endte den ordinær spilletid 2-2 og de to trætte mandskaber skulle ud i ekstra spilletid.
Her bølgede spillet frem og tilbage med gode chancer i begge ender og de to målmænd fortsatte hvor de slap med rigtige gode præstationer i begge mål. Men det blev SønderjyskE der kunne juble og sammen med dem de over 3500 tilskuere, da Thomas Spelling tørt trak et håndledsskud i den fjerneste del af målet til en forløsende sejr skabt på ren og skær vilje.
Det var da også en glad Thomas Spelling der efter kampen kunne puste ud med en velfortjent sejrs- og nytårsøl, og samtidig gøre status over en hård kamp.
– Jeg synes det så godt ud og vi for første gang i lang tid spillede godt i næsten alle 60 minutter. Vi gjorde mange ting rigtige og udover at sætte puckene i nettet, så gjorde vi mange af de ting vi tidligere har manglet, så alt i alt ganske godt, analyserede Thomas Spelling, der selvfølgelig var glad for at se hans skud gå ind bag Seldrup i gæsternes mål.
– Det giver et kæmpe selvtillidsboost, både at se Gibson score og så se den sidste gå i nettet, især når man har brændt et par chancer, og jeg selv brændte et straffeslag, som godt kan sidde lidt i baghovedet, så det var rigtig fedt, afsluttede Spelling.
SønderjyskE ønsker alle et rigtigt godt nytår og vi glæder os rigtig meget til at se jer alle igen i det nye år
Kampen i tal: SønderjyskE – Esbjerg Energy 3-2 (0-0,1-1,1-1,1-0 )
27:32 1-0 Frederik Rasmussen ass Søren Dau
36:19 1-1 Niklas Andersen PP1
44:04 1-2 Henrik Mærsk Clausen
59:09 2-2 Greg Gibson ass Thomas Spelling & Jace Coyle
63:59 3-2 Thomas Spelling ass Patrick Dwyer PP1
Udvisninger:
SønderjyskE 4 x 2
Esbjerg Energy 10 x 2
Tilskuere: 3518 i SE-Arena
Foto: A.Stollig