Jesper Klitgaard, 6. januar 2018, kl. 12:45
SønderjyskE tager søndag eftermiddag afsted til det Nordsjællandske, hvor Rungsted Seier Capital tager imod til endnu et tæt opgør i den danske metalliga. Værterne har haft et godt tag på SønderjyskE denne sæson og har vundet de tre indbyrdes opgør der har været indtil nu, og Rungsted kommer til kampen med en hvad der må være en god fornemmelse i kroppen, efter de tog en sikker sejr over Odense Bulldogs på hele 5-0 fredag aften. Samtidig jagter holdet den vigtige 6.plads der giver direkte adgang til slutspillet, og i det regnestykke befinder holdet sig i øjeblikket på 7. pladsen med et point op til Esbjerg, så mon ikke Rungsted kommer med alt hvad de overhovedet kan komme med.
Det gør SønderjyskE også, og holdet har i det seneste kampe vist at det går den rigtige vej, og den flotte sejr over Aalborg giver holdet endnu mere tro på tingene i kampene der kommer. Cheftræner Dan Ceman har set sit hold spille bedre og bedre, og hvis man lige ser bort fra de første tyve minutter mod Aalborg, er holdet så småt begyndt at få kemi i kæderne, og det momentum skal udnyttes imod Rungsted.
– Vi skal komme med vores spil og presse dem højt i deres egen zone. Det giver ikke alene det, at vi skærmer dem fra at komme med høj fart igennem midtzonen, men også at de ikke får ro til at komme med gode udspil, lyder det fra cheftræneren, der kunne brug af video fra fredagens kamp mod Aalborg til at vise hans hold hvad han mente.
– Vi har lige set forskellene fra kampen i går, hvor vi ikke presser Aalborg i deres egen zone, og de dermed kom imod os med 100 miles i timen (160 km/t 😉 red.). I de sidste fem minutter af første periode, fik vi lagt et større pres på dem, og det gjorde at vi kom langt bedre med i kampen, og det der gjorde at vi kom ud til anden periode med en tro på tingene, analyserede Ceman
Kampen imorgen bliver endnu en test, og endnu en af de kampe der helst skal vindes for at komme så langt op i tabellen hen imod slutspillet, derfor forventer Dan Ceman også at hans spillere er klar fra start.
– Det er ret tidligt at vi skal afsted, for kampen spilles allerede tidligt på eftermiddagen, hvilket er en smule anderledes end spillerne er vant til. Derfor skal der også arbejdes mentalt inden kampen, så spillerne er klar og får varmet op i både krop og hoved, for at være klar når den første puck smides. De er et hold der spiller hurtigt og teknisk ishockey, så derfor skal vi være klar fra start, slutter Dan Ceman inden han sætter kursen mod lørdagens træning.
Kampen spiller søndag kl 14 i Bitcoin arena, og vi følger op på kampen med reaktioner her på siden og på facebook.