Anders Gormsen, 30. januar 2018, kl. 20:57
SønderjyskE spillerne viste god vilje og indsats i tirsdagens træningskamp mod TM Tønder, hvilket resulterede i en stor sejr.
De lyseblå var mere klar end gæsterne og da Thorsten Fries startede kampen med at pille glansen af TM Tønders skytter samtidig med at vi ikke havde besvær med at komme til scoringer i den anden ende, viste tavlen 7 – 1 til de lyseblå. Hjemmeholdet fortsatte med at være ovenpå og med en god og koncentreret indsats gik holdene til pause med en SønderjyskE føring på 21 – 15.
Fra starten af de sidste 30 minutter forsøgte gæsterne sig med hurtig midte og svarede igen når SønderjyskE havde smidt bolden i mål. Det blev der dog også hurtigt sat en stopper for og i stedet øgede hjemmeholdet støt og roligt og det hele endte med en storsejr på 44 – 29, foran ca. 600 tilskuere i Broager Sparekasse Skansen.
Det var en træningskamp og derfor skal der ikke lægges alt for meget i resultatet, men det var positivt at se at samtlige spillere meldte sig ind og gjorde en god figur. Koncentrationen blev holdt gennem alle 60 minutter og Kasper Christensen og alle spillerne har bestemt et godt udgangspunkt inden det går løs i ligaen igen.
For SønderjyskEs vedkommende starter det med en kamp, på udebane mod BSV, d. 7. februar i en kamp hvor vi nok ikke skal forvente at score 44 gange.