Anders Gormsen, 16. februar 2018, kl. 16:27
Efter et par træningskampe er det nu endelig tid til tophåndbold om point, når Nordsjælland Håndbold kommer på besøg i lørdagen opgør i 888ligaen.
Lørdagens gæster har spillet en fremragende sæson og er lige nu placeret på en 9. plads, lige uden for slutspilspladserne.
Holdenes første opgør i sæsonen endte med et uafgjort resultat, 26 – 26 efter en intens kamp og en spændende afslutning.
Nordsjælland truppen er en sammentømret enhed hvor alle kender deres plads på holdet og der venter en svær opgave for de lyseblå krigere.
Kasper Christensen og resten af truppen ser frem til opgøret på hjemmebanen
– Ja, første og fremmest glæder vi til atter at skulle spille på hjemmebane, foran vores trofaste tilskuere. Vi skal op mod et stærkt Nordsjælland hold og får brug for al den opbakning vi kan få.
Vi møder et hold der har spillet en rigtig stærk sæson og vi har stor respekt for et godt spillende Nordsjælland hold.
Hvis vi skal have point ud af kampen kræver det at vi spiller stabilt og koncentreret gennem alle 60 minutter, men hvis det lykkes tror vi naturligvis også på sejr.
Vi skal fortsætte det gode defensive spil, noget af det vi kan tage med fra BSV kampen og få etableret en fast og stabil base vi kan arbejde ud fra.
Kigger vi på Nordsjælland møder vi en stærk enhed med et par gode bagspillere og kreatører i Nicolai Pedersen og Johan Mecklenborg, så dem vil vi naturligvis holde ekstra god øje med – slutter Kasper Christensen
For SønderjyskE er der stadig problemer på skadesfronten og sikkert er det at Matthias Thynell og Christoffer Fors ikke spiller og det samme gælder sandsynligvis for Simon Kristiansen
SønderjyskE _ Nordsjælland Håndbold spilles lørdag d. 17. februar kl. 16.00 i Broager Sparekasse Skansen
Foto: JC Foto