Søg

Højt humør og godt spil

Kasper Poulsen, 31. marts 2018, kl. 21:59

SønderjyskE – AGF 37-22 (19-11)

SønderjyskE: Rikke Hoffbeck 6, Nina Bech 6, Leonora Demaj 6, Caroline Rasmussen 5, Emily Baunsgaard 4, Ricka Falk Gindrup 3, Sara Mitova 3, Emma Kiellberg 2 og Pernille Johannsen 2

Der var højt humør og smil på spillerne efter præstationen mod AGF. For man fik lige præcis den oplevelse som man havde søgt efter og havde brug for. Hjemmeholdet fik en rigtig god start på kampen og kunne bringe sig foran med 5-1 efter blot 5 minutter. Den føring blev senere udbygget til 11-4 og hjemmepublikummet var yderst godt med på lægterne og sørgede for en super opbakning.

Der var rigtig gode præstationer fra flere af hjemmeholdets spillere. Caroline Rasmussen var aldeles fremragende og gik virkelig forrest i kampens begyndelse og var en nydelse at følge med hendes assist op af banen og hendes mange mål fra distancen. Rikke Hoffbeck sled og slæbte fra start til slut og var yderst skarp foran målet og havde mange gode aktioner i kampen.

Senere kom Nina Bech på banen og tilførte holdet lige præcis det fart og tempo, som var med til at gøre en stor forskel fremad banen. Og hun blev da også senere kåret til kampens bedste spiller. Men der var rigtig mange gode præstationer i 1. halvleg og holdet kunne derfor gå til pause foran med 19-11.

Man sad lidt med en fornemmelse af om det gode spil ville fortsætte i 2. halvleg eller om det ville blive en halvleg hvor man bare ville bytte mål. Men de lyseblå piger holdte fast i det gode spil og sprudlede virkelig i dette opgør. Leonora Demaj fik sat nogle flotte kasser ind og kom med god fart og energi i 2. bølgen. Mens Sara Mitova tryllede lidt på fløjen og fik vist at hun har mange skudvarianter.

Claudia Rompen fik taget fint fra i målet og var sammen med forsvaret en god base i dette opgør. Det hele sluttede med en storsejr på 37-22, hvilket er holdet største turneringssejr i denne sæson og samtidigt det opgør, hvor man har fået lavet flest mål.

SønderjyskE er nu sikker på at slutte på minimum 3. pladsen i 1.division, men har stadigvæk 2 kampe tilbage i turneringen, hvor holdet vil have det maksimale ud af det.

 

Vi fik en sejr og dermed 2 point, mange spillere fik tanket selvtillid op, og så fik vi som hold masser af humør ud af oplevelsen. Så selvfølgelig er der meget vi kan tage med herfra, men vigtigst af alt er, at vi får vist at vi kan holde fokus fra kamp til kamp, så vi som hold kan vokse os stærke og få skabt fremgang. Der er stadigvæk plads til forbedring, men jeg er også overbevist om at der er mere i os og hvis vi formår at få de ting frem, så er der uanede muligheder for det her hold. 

Cheftræner Oli Kecman

 

Næste kamp er på udebane mod Roskilde Håndbold lørdag d.07.04 kl.15.00 i Roskilde hallerne. 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus