Søg

Stærk målmand forlænger med SønderjyskE

Per Jessen, 17. april 2018, kl. 5:30

Claudia Rompen har spillet en flot sæson. Det vækker stor glæde hos SønderjyskE, at hollænderen nu har underskrevet en ny ét-årig kontrakt.

21-årige Claudia Rompen har været en profil hos SønderjyskE’s tophold i 1. Division. Cheftræner og sportschef Olivera Kecman har derfor også det store smil fremme, når hun skal kommentere den nye aftale med hollænderen.

– Hun skulle lige vænne sig til holdets spillestil og dansk håndbold, men hun er faldet godt til. Hun taler allerede godt dansk, og på banen har hun også vist sit potentiale. Hun er kun 21 år, og en målmand topper meget senere, så hun har virkelig store udviklingsmuligheder, forklarer Olivera Kecman.

Rompen er inde omkring det hollandske landshold. En talentfuld målmand, som med sine lange og præcise udkast også er målfarlig. Hele syv gange har hun scoret i 24 kampe.

– Jeg vil meget gerne spille kontraspil, og Claudia passer perfekt ind. Med sine gode udkast er hun både målfarlig og en vigtig brik i vores kontraspil. Nu har hun haft en sæson til at falde til, så jeg glæder mig virkelig til at se hende bygge yderligere på næste sæson, siger Olivera Kecman.

Kecman, Rompen og Co. står foran oprykningskampe mod ligaholdet Ajax Håndbold. Det første opgør spilles den 21. april i København, mens kamp to er den 25. april i Aabenraa. En eventuel tredje og afgørende kamp spilles den 28. april i hovedstaden.

Fakta Claudia Rompen
Alder: 21 år (27.01.1997)
Nationalitet: Holland
Position: Målmand
Kontrakt: 1 år (30.06.2019)
Tidligere klubber: V&L Geelen, HandbaL Venlo

Foto: Finn Poulsen


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus