Søg

SønderjyskE skriver med islandsk back

Per Jessen, 4. maj 2018, kl. 5:30

Arnar Birkir Halfdansson er SønderjyskE’s nye højre back. Den 24-årige islænding har underskrevet en to-årig aftale.

SønderjyskE havde i foråret Arnar Birkir til prøvetræning, og islændingen har her overbevist trænerteamet om sine kvaliteter. Han beskrives som en tovejsspiller, der er bredt funderet i angrebsspillet og dækker godt op på 2’er-positionen.

– Arnar kan spille krydsspillet med hopskud over midten, og samtidig er han dygtig i spillet tæt på forsvaret med gode skud og en hurtig afvikling. Arnar har et godt blik for spillet og søger gerne samspillet med stregen. En tovejsspiller, der dækker godt op og via evnen til at læse spillet er på forkant med situationerne, forklarer Claus Lyngsøe fra det lyseblå trænerteam.

I april var Arnar Birkir med det islandske B-landshold i Holland, hvor han blev kåret til turneringens mest værdifulde spiller. Publikum i Broager Sparekasse Skansen kan godt begynde at glæde sig til islændingen, der betegnes som en karismatisk spiller med et højt topniveau.

– Han er på godt og ondt en dobbelt kanonkugle. En meget iøjnefaldende spiller, som lyser op på banen. Arnar kan lave de mest geniale ting og på en god aften score 12 gange på 15 skud, men også lave ting, hvor man tager sig lidt til hovedet, siger sports- og salgsdirektør Simon Hadju Lindhardt.

Fakta Arnar Birkir Halfdansson
Alder:             24 år (30.08.1993)
Højde:            186 cm
Vægt:             89 kg
Position:         Højre back
Kontrakt:        2 år (30.06.2020)
Tidligere klubber: Fram, FH Hafnarfjörður, IR Reykjavik, Fram


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus