Per Jessen, 1. juni 2018, kl. 5:30
Stregspilleren Camilla Aastrup skifter fra Fredericia HK til SønderjyskE Damehåndbold.
Sidste sæson var hun en hård modstander for SønderjyskE, når de lyseblå tørnede sammen med Fredericia HK i 1. Division. Nu skifter Camilla Aastrup sydpå og trækker i den lyseblå trøje.
– Camilla er en stor og stærk spiller, der kommer med en masse fysik. Hun er en ledertype, der vil få en stor rolle i vores forsvarsspil, siger sportschef og cheftræner Olivera Kecman.
Den 23-årige stregspiller har tidligere spillet for Team Haderslev KFUM og KIF Vejen. Hun stammer fra Vejle, og tilbage i 2011 vandt hun med det danske ungdomslandshold bronze ved Ungdoms-OL i Tyrkiet. Sidste sæson blev det til 33 mål i 26 kampe for Fredericia.
– Hun har sin store styrke i forsvaret, men hun vil også blive et aktiv for os i vores angrebsspil. Og så er hun en ambitiøs pige, der allerede har prøvet en del, men tørster efter at tage det næste skridt i sin håndboldkarriere, siger Olivera Kecman.
Fakta Camilla Aastrup
Nationalitet: Danmark
Alder: 23 år (20.06.1994)
Position: Stregspiller
Kontrakt: 1 år (30.06.2019)
Tidligere klubber: Vinding SF, KIF Vejen, Team Haderslev KFUM, Fredericia HK
Foto: Finn Poulsen