Anders Gormsen, 3. august 2018, kl. 15:06
De lyseblå håndboldherrer er lige nu på træningslejr i Vojens på Vojens Gymnastik-& Idrætsefterskole og har fredag eftermiddag spillet kamp mod Ribe-Esbjerg HH.
Cheftræner Kasper Christensen var godt tilfreds med udbyttet af træningskampen der endte med en sejr på 27 – 24 efter 14 – 12 ved pausen.
– Vi spiller en rigtig god kamp og yder en helstøbt indsats og det er vi naturligvis godt tilfredse med. I forhold til kampen mod Fredericia får vi løftet de individuelle præstationer til et væsentligt højere niveau og får i dag spillet en kamp på vores præmisser. Vi er bevidste om vores koncept og spiller koncentreret i gennem hele kampen. Den offensive del af spillet fungerer også på et helt andet plan, så vi er godt tilfredse med indsatsen og naturligvis også med resultatet.
Nu har vi et træningspas tilbage i morgen formiddag som det sidste på træningslejren her på Vojens Gymnastik-& Idrætsefterskole der har dannet en perfekt ramme for vores ophold – slutter han
Næste opgave for Kasper Christensens tropper bliver på tirsdag d. 7. august kl. 18.00 når der spilles mod Skanderborg i Galten.
Arkivfoto: JC Foto