Anders Gormsen, 4. september 2018, kl. 15:30
Onsdag aften åbner håndboldherrerne for liga hjemmekampene når oprykkerne fra Lemvig-Thyborøn Håndbold gæster Broager Sparekasse Skansen.
Gæsterne fik en flot åbning på sæsonen med et uafgjort resultat mod KIF, 31 – 31 efter en scoring i allersidste sekund. Holdet har op til sæsonen fået tilgang af et par tidligere HC Midtjylland spillere i Jacob Østergaard og Jørgen Rasmussen, men ellers er det mere eller mindre den trup der sørgede for oprykning der skal spille sæsonen. Ud over de to er det også værd at holde et godt øje med Jesper Kokholm, der scorede 9 gange mod KIF og Rasmus Porup i bagkæden.
Vi spillede 40 rigtig gode minutter mod Aalborg i sæsonpremieren, men 10 – 12 minutter hvor skarpheden manglede blev dyre og vi måtte rejse hjem med et nederlag på 29 – 24. Der var rigtig mange gode momenter i kampen og det er da også dem cheftræner Kasper Christensen fokuserer på til onsdagens opgør
– Ja, der var mange positive elementer i Aalborg kampen og det er dem vi skal bygge videre på. Vi skal øge de minutter hvor vi holder os til konceptet og forkorte de perioder hvor det ikke fungerer. Vi skal ganske enkelt holde vores fejl niveau på et minimum, det gælder om at spille godt stabilt angrebs og få eksekveret sikkert og koncentreret når chancerne opstår. Så tror vi også på at vi kan slå et godt Lemvig-Thyborøn hold, der naturligvis kommer med stor fremdrift efter oprykningen og en god kamp mod KIF – slutter han
Der er stadig billetter at få til kampen så kom af sofaen og støt de lyseblå krigere i bestræbelserne for at hente sæsonens første point.
SønderjyskE – Lemvig-Thyborøn Håndbold spilles onsdag d. 5. september kl. 19.00 i Broager Sparekasse Skansen.
Arkivfoto: JC Foto