Søg

Fantastisk fight af de lyseblå piger

Kasper Poulsen, 21. oktober 2018, kl. 11:27

SønderjyskE – Horsens 21-21 (14-11)

SønderjyskE: Fatos Kücükyildiz 7, Leonora Demaj 4, Celina Hansen 3, Sara Mitova 2, Emma Kiellberg 2, Ricka Gindrup 2 og Rikke Hoffbeck 1

De lyseblå er stadigvæk ubesejret på hjemmebane i denne sæson efter et medrivende opgør mod Horsens.

Der var lagt op til at udeholdet fra Horsens ville blive en yderst svær opgave for de lyseblå. For Horsens har virkelig set skræmmende gode ud i opstarten og havde maks point inden mødet med de lyseblå.

Men man ved at de lyseblå formår at være gode når det gælder og det var der brug for denne eftermiddag.

Holdet var blevet forstærket af at Ricka Gindrup kunne trække i trøjen og få sæsondebut, efter en opstart som har holdt hende ude på sidelinjen med en træls skade. Og Ricka trådte flot ind på scenen og trak flere straffekast samt løste flere vigtige opgaver forsvarsmæssigt.

I angrebet var det især Leonora Demaj og Fatos Kücükyildiz der viste glimrende takter og konstant var en trussel. Udeholdet fra Horsens valgte at gå hårdt til kampen og indenfor 15 minutter var Fatos blevet ramt 2 gange i ansigtet. Der måtte derfor et kampstop til, hvor dommerne vurderede om der skulle falde et rødt kort til udeholdet, men de lod det blive ved 2 minutter.

Men det blev en 1. halvleg som der stod SønderjyskE på. Forsvarsspillet så yderst solidt ud og med lidt mere skarphed i afgørende momenter, kunne hjemmeholdet have gået til pause foran med en større føring. Dog var det dejligt at se Sara Mitova være kyniske i hendes to afslutninger, som begge blev sat flot i mål.

Det blev dog til en 3 måls føring ved pausen og med mulighed for at udbygge den i starten af 2. halvleg, da holdet var i overtal. Men 2 store chancer blev brændt og Horsens målmanden begyndte stille og roligt at melde sig ind i kampen.

Hjemmeholdets målmænd nåede aldrig topniveauet og samtidigt meldte trætheden sig midtvejs i 2. halvleg, da få spilere havde trukket et stort læs. Så man fornemmede hvor det bar henad, da udeholdet med 10 minutter tilbage af kampen udlignede til 18-18.

Og med stillingen 18-20 med 5 minutter tilbage af opgøret, så det yderst vanskelig ud. Men med en godt kæmpende Fatos Kücükyildiz og en Celina Hansen som nægtede at give op, fik holdet lagt et stort pres på Horsens.

For udeholdet var det især Amanda Brogaard der gik forrest, men også hun fik det svært da kampen gik ind i den afgørende periode.

Det blev Celina Hansen der med passivmarkering hængende over hovedet fik sat en vanvittig vigtig scoring ind og udlignede til 21-21. Hvilket også blev kampens resultat.

Begge hold havde hver deres halvleg og selvom det i perioder lignede en lyseblå sejr, må udeholdet fra Horsens også ærgre sig over at de ikke fik lukket kampen. Men der var virkelig vilje i de lyseblå piger og de fik vist at alt kan lade sig gøre, når man giver alt hvad man har.

 

Det var unægtelig høj klasse det pigerne fik vist i dette opgør. Vi gav på intet tidspunkt op i kampen, tværtimod synes jeg at vi sad tungt på opgøret, så længe kræfterne rakte. Nu gælder det om for os at skubbe på og udvikle det potentiale som der er i holdet. Vi er først lige startet.

Cheftræner Oli Kecman

 

 

Næste kamp er på udebane mod Oddense-Otting Håndbold lørdag d.03 november kl.14.00

 

 

Foto: Finn Poulsen


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus