Jesper Klitgaard, 23. oktober 2018, kl. 21:11
Kampene mellem SønderjyskE og Herning Blue Fox plejer at være meget tætte. Aftenens kamp var ingen undtagelse, men SønderjyskE havde marginalerne, viljen og skarpheden på deres side, og kunne tage en god 3-1 sejr med sig fra isen
Gæsterne kom bedst fra start, og fik skabt sig et par gode chancer i de indledende minutter, men Kasper Krog tog sig sikkert af de pucke der blev sendt imod ham.
Langsomt fik SønderjyskE sig dog bidt mere fast i kampen, og det gav et par gode muligheder til både Steffen Frank og Phillip Marinaccio, men dog uden at pucken fandt vej til nettet.
Det gjorde den dog med lidt over fem minutter tilbage af perioden, men desværre var det gæsterne der fik sat aftenens første skive i mål. Lasse Lassen fik lidt for god plads i en overtalssituation, og han satte uimodtageligt for Kasper Krog pucken kort i det ene hjørne.
Det mål gav gæsterne lidt momentum, men T.J.Moore fik en god mulighed for at udligne, men Simon Nielsen tog sig af friløberen.
Stærk indledning gav momentum
Det var et mandskab i lyseblåt, der kom anderledes indstillet ud til anden periode. Der blev presset på højt i banen, og det gav straks udbytte.
Først var det Mads Lund, der fik lagt pucken under Simon Nielsen, og to minutter efter var det Steffen Frank, der via god fight kunne skrabe pucken det sidste stykke ind over stregen.
Dermed var kampen vendt på hovedet, og det var nu hjemmeholdet der styrede slagets gang. Flere gange dansede pucken omkring Simon Nielsens mål, men uden at kunne øge føringen yderligere.
Gæsterne fik langsomt, men sikkert rystet den dårlige start af sig, og kom mod periodens slutning til flere store chancer, men stolperne og marginalerne, samt en rigtig god præstation af Kasper Krog, gjorde at SønderjyskE kunne gå til pause med en 2-1 føring.
Tæt tredie periode gav sen afgørelse
Tredie periode blev en tæt og taktisk affære, hvor ingen af holdene ønskede at blotte sig. Herning havde pucken mest, og var også ganske tæt på, men stolpen stod igen i vejen for en udligning.
Gæsterne måtte naturligvis åbne op for defensiven, for at fremtvinge det udlignende mål. Det gav dog først chancer til SønderjyskE, hvor først T.J.Moore og herefter Phillip Marinaccio havde store muligheder for at afgøre kampen. De brændte i første omgang, men med små fem minutter tilbage T.J.Moore sætte det vigtige 3-1 mål på oplæg af netop Phillip Marinaccio.
Herning forsøgte at mobilisere de sidste kræfter, men måtte sande at SønderjyskE på denne aften var for stærke. Kampen endte med en to mål sejr til de hårdt kæmpende drenge, der dermed tog tre vigtige point
Kampen i tal: SønderjyskE – Herning Blue Fox 3-1 (0-1,2-0,1-0)
13:40 0-1 Lasse Lassen pp1
23:07 1-1 Mads Lund ass Rod Pelley & Martin Eskildsen
25:16 2-1 Steffen Frank ass Jordan Pietrus & Rasmus Nielsen
55:28 3-1 T.J.Moore ass Rasmus Lyø & Phillip Marinaccio
Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2
Herning Blue Fox: 2 x 2
Tilskuere: 2467 i Frøs arena i Vojens