Jesper Klitgaard, 29. oktober 2018, kl. 21:51
Tirsdag aften er der igen vigtige point på spil, når SønderjyskE drager mod hovedstaden, hvor værterne fra Herlev Eagles har sat vand over til, hvad der nemt kan blive en intens kamp om de tre point.
Begge mandskaber kæmper nemlig om hvad der ligner den sidste plads i final four, så der står meget på spil når den første puck bliver kastet kl 19:00 i Herlev Skøjtehal. SønderjyskE indtager for øjeblikket netop den plads, og må forvente et hjemmehold der vil komme buldrende med alt hvad de evner. Herlev har haft en god sæson indtil videre, men måtte dog gå fra isen som tabere i sidste kamp, hvor Frederikshavn vendte et truende nederlag til en sejr på 6-4. Inden den kamp, var holdet fra den vestlige forstad dog gået fra isen som vindere i to kampe i streg, da først Herning Blue Fox og sidenhen Hvidovre Fighters var blevet besejret.
Netop Hvidovre var modstanderen, da SønderjyskE lørdag eftermiddag var i action, og som de fleste husker, gav det en 3-0 sejr med i bussen på vej til tirsdagens opgør. SønderjyskE spillede en klog og kontrollerende kamp, og Kasper Krog kunne fejre et sublimt shut-out sammen med holdkammeraterne.
Den kamp er nu historie, og der skal være fuld fokus fra første sekund, hvis der skal point med hjem over broerne:
– Det er en kliche at bruge, men vi skal arbejde stenhårdt fra start. Herlev har et hold, der kæmper stenhårdt om hver eneste puck, og det skal vi matche. Er vi ikke klar og fokuserede, vil det blive yderst svært, er den klare udmelding fra sportschef Kim Lykkeskov, og fortsætter med at vigtigheden at netop holdets evne til at holde fokus:
– Vi skal være gode til at bevare fokus på den gameplan der er lagt, vi skal være tro mod vores spil og så gå ud og kæmpe med alt hvad vi har. Kan vi det, har vi givet os selv muligheden for at få point med hjem, afslutter Kim Lykkeskov.
Kampen spilles tirsdag aften kl 19:00 og SønderjyskE ishockey vil opdatere live på kampen på vores facebookside
Arkivfoto: A. Stollig