Jesper Klitgaard, 30. oktober 2018, kl. 21:26
SønderjyskE fik endelig en sejr i overtid, da de her til aften besejrede Herlev med 1-2 efter forlænget spilletid. Inden da var der spillet en kamp med masser af nerve og mange chancer.
Der var ikke tale om busben af nævneværdig karakter, da kampen blev sat igang. SønderjyskE var gode til at holde hjemmeholdet i egen zone, og flere gange var de lyseblå tæt på at bringe sig foran. Phillip Marinaccio viste god fart og testede i flere omgange Magnus Hansen i ørnenes mål, godt sat op af unge Mathias B. Hansen.
Herlev overvandt dog presset og via et par overtal, fik de energiske fugle sig til spillet et par store chancer, men Patrick Galbraith tog sig godt af de skud der kom.
SønderjyskE fik momentum tilbage, da Herlev fik et par udvisninger, men kunne ikke få pucken det sidste stykke over stregen.
Det kunne hjemmeholdet til gengældt, da de udnyttede en lidt tilfældigt opstået chance halvejs inde i anden periode. Det var lidt en kold dukkert, i en forvejen kold skøjtehal på SønderjyskE, der indtil da havde haft gode muligheder, og hvor pucken flere gange hoppede og dansede på hjemmeholdets målstreg, men hvor den sidste berømte marginal manglede.
Efter åbningsmålet var det hjemmeholdet der havde klart de største chancer, og kun godt målmandsspil af Patrick Galbraith holdt ørnene fra at score yderligere i anden periode.
Man sad lidt med tanken om at det skulle være lidt af en tilfældighed, der skulle sætte SønderjyskE i gang, og sådan det blev det også.
Pucken blev spillet frem og efter et par ramte skøjter, lå den pludselig foran Jordan Pietrus, og han fik lige nøjagtig sneget pucken ind over stregen til den forløsende første scoring.
Det fik SønderjyskE til at tro på tingene og de efterfølgende minutter var der et massivt pres på hjemmeholdets mål, og kun fremragende målmandsspil af Magnus Hansen holdt SønderjyskE fra at komme foran.
Det billede skiftede, da SønderjyskE løb ind i et par udvisninger til slut i kampen. Herlev sværmede om målet, men SønderjyskE holdt hovedet koldt og kampen måtte i overtid.
Her har SønderjyskE tabt fire gange i sæsonen, men sådan skulle det ikke gå i aften. Efter at have overlevet endnu et par udvisninger, overtog SønderjyskE scenen, og til sidst kunne Phillip Marinaccio sætte sin fine nye stav på pucken og den trillede pænt ind over stregen og afgørelsen var i hus.
Det betyder at SønderjyskE kan sætte to point mere på kontoen og final four er kommet tættere på
Kampen i tal: Herlev Eagles – SønderjyskE 1-2 (0-0,1-0,0-1,0-1 efs.)
28:31 1-0 Jesper Thörnberg
43:52 1-1 Jordan Pietrus ass Steffen Frank & Matt Prapavessis
62:52 1-2 Phillip Marinaccio ass Rasmus Nielsen & T.J Moore
Udvisninger:
Herlev Eagles 5 x 2
SønderjyskE 7 x 2
Arkivfoto: A.Stollig