Anders Gormsen, 3. november 2018, kl. 20:40
Det var på forhånd spået som sæsonens sværeste kamp for de lyseblå i lørdagens udekamp mod GOG, men det hele endte lykkeligt efter en utrolig indsats af vores drenge.
Bagud med 13-8 efter 22 minutter så det mere end svært ud denne eftermiddag i Gudme, men trods en periode med mange personlige fejl og slatne afslutninger blev holdet ved med at tro på konceptet og kunne til sidst juble over sejren på 30-33 og to dejlige point, der gør at vi stadig ligger med i toppen af rækken.
Reporteren fra fyens.dk skrev lidt kækt i sin liveopdatering af kampen at det lå i luften at SønderjyskE bestemt ikke ville score mål nok til at vinde over GOG. Da var der spillet 18 minutter og stillingen hed 10-7 til hjemmeholdet. Fra at have været bagefter med 5 mål smækkede Kristian Pedersen imidlertid plankeværket for i målet og var stærkt medvirkende til at vi kun var bagud med en enkelt ved pausen, 15-14.
Fra starten af de sidste 30 minutter blev fejlene luget ud og Kristian Pedersen fortsatte det flotte spil i målet. Samtidig blev angrebsspillet bedre og bedre og der skulle kun gå 6 minutter af 2. halvleg før vi var foran med 17-19. Det var helt lige midt i halvlegen 24-25, men derfra var vi i front resten af opgøret. Da Christian Jensen gjorde det til 26-30 med 3 minutter tilbage turde man virkelig tro på at vi skulle have begge point med hjem fra Sydfyn.
Det endte med en sejr på 30-33 og dermed er vi lige nu placeret på fjerde pladsen med 14 point for 10 kampe.
De store helte for de lyseblå i kampen var Christian Jensen med 8 mål, Aaron Mensing med 7 mål og Kristian Pedersen med en redningsprocent på 37.
GOG – SønderjyskE 30-33 (15-14)
Målscorere for GOG
Niclas Vest Kirkeløkke 9, Odinn Rikhardsson 5, Emil Jakobsen 4, Josef Pujol 3, Frank Mikkelsen, Emil Lærke, Oscar Bergendahl og Lasse Kronborg hver 2, Frederik Kiehn Clausen 1.
Målscorere for SønderjyskE
Christian Jensen 8, Aaron Mensing 7, Frederik Ladefoged og Arnar Birkir Hálfdánsson hver 4, Mikkel Kjær Møller 3, Chris Holm Jørgensen og Martin Kærgaard Pedersen hver 2, Oliver Nøddesbo Eggert, Frederik Børm og Steffan Kjer Høi hver 1.
Udvisninger: GOG 4, SønderjyskE 6
Tilskuere: 1630 i SU^VI:T Arena
Dommere: Jakob Falkenberg Hansen og Daniel Stentoft Møller
Arkivfoto: Jürgen Schadow