Søg

Julen begyndte her til aften i Frøs Arena

Jesper Klitgaard, 18. december 2018, kl. 21:19

Der var på forhånd store forhåbninger til dysten mellem nummer et og to i den danske liga, og disse blev i høj grad indfriet. To mandskaber der fightede og ville spille hockey, under ledelse af dommere der ville det samme, lagde ramme til en fantastisk kamp. Og for at toppe det hele af, kunne de lyseblå til sidst strække armene i vejret efter en sejr på 3-1.

Sidst de to hold dystede mod hinanden, var det special teams der var udslagsgivende. Derfor var der op til kampen i begge omklædningsrum i den grad fokus på disciplin, og fokus på ikke at tage de unødvendige udvisninger.
Derfor har det ikke behaget de to trænere, at begge mandskaber måtte have folk til afkøling allerede i de indledende minutter. Det fik hverken SønderjyskE eller Rungsted dog noget ud af, i det der var en meget chancefattig og afventende start fra begge mandskaber.

Der kom lidt mere liv i sagerne mod slutningen af de første tyve minutter, hvor de lyseblå havde fået sig tilkæmpet et lille overtag i puckbesiddelse. Flere gange lykkedes det at komme frem til kvalificerede afslutninger og styringer, men ind forbi Thomas Lillie i gæsternes mål, ville pucken ikke.

Efter en velfortjent pause, tog de to mandskaber hul på de midterste tyve minutter. Her fulgte begge hold den samme skabelon fra de første tyve. Da denne var skåret ud af stykket med tæt og intenst ishockey, ja så fortsatte det hurtige spil.

De to målmænd havde også deres at se til, men dog uden at måtte tvinges til de helt store tv-redninger. Dette på baggrund af to gode defensive indsatser fra både ude- og hjemmehold, og man tænkte at der skulle en fejl eller andet til at bryde stillingen.

Når man tænker de to mandskabers tidligere kampe, ja så måtte det næsten komme i spil hvor begge hold ikke havde samme antal spillere på banen. SønderjyskE havde fået etableret sig i overtallet, og Frederik Bjerrum takkede for den mulighed, begået mod netop ham, da han trak et godt håndledsskud op i krogen.

Kort efter var det gæsterne der fik muligheden i overtal, men det var Mads Lund der var millimeter fra at øge føringen, da han brød gæsternes opspil, men måtte se den store mulighed glippe med mindste margen.
Nu var der så for alvor taget hul på chance-bylden, og spillerne skiftedes til at pakke gaver op, om man vil. Der var store chancer til Steffen Frank, Anders Førster og Mathias B. Hansen, men det var T.J.Moore der fordoblede føringen, da han fulgte op på et skud fra distancen, og blot skulle skubbe pucken det sidste stykke ind over stregen til 2-0.

SønderjyskE fik fra starten af tredie periode endnu en stor mulighed i overtal, men denne gang havde gæsterne luret hjemmeholdet af, og det blev ikke ikke til yderligere scoringer. Samme skæbne tilfaldt københavnerne, da de minutterne efter havde to mand mere på banen end de lyseblå, men undertalsformationerne hos Mario Simionis tropper stod nøjagtig som ønsket.

Gæsterne fortsatte med at trykke på, og en tilfældig puck blev rettet af og sejlede af flere omgange ind over Patrick Galbraith til 2-1 med ti minutter tilbage af kampen. Dermed var alle nerver tilbage i det tætte opgør, og de blev ikke mindre, da Rungsted igen fik endnu en mulighed i overtal.

Det udnyttede de, heldigvis, ikke, men alle der havde bare lidt negle tilbage at bide i, tog ganske langsomt livet af de sidste stumper. Det var ganske enkelt nervepirrende, og et topbrag værdigt, det der udspillede sig her til aften i Frøs Arena.

Derfor var der også lidt ekstra juble fra de mange tilskuere, da Anders Førster med 30 sekunder tilbage kunne sende pucken ned i det tomme net, på noget der lignede en befrier. Mon dog ikke at Førster vil hævde at det var helt med vilje, og dermed 3-1, der også blev kampens resultat.

Begge hold kan dog se tilbage på kampen med stolthed, der havde al den nerve og intensitet en topkamp skal have, men et’ er sikkert; SønderjyskE har det godt med Rungsted.

 

Kampen i tal: SønderjyskE – Rungsted Seier Capital 3-1 (0-0,2-0,1-1
30:06  1-0 Frederik Bjerrum (Prapavessis, Frank) pp2
37:07  2-0 T.J Moore (Lyø)
50:02  2-1 Morten Jensen (True, Røndbjerg)
59:25  3-1 Anders Førster (uass)

Udvisninger:
SønderjyskE: 8 x 2
Rungsted Seier Capital: 8 x 2

Tilskuere: 2497 i Frøs Arena

Foto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus