Jesper Klitgaard, 28. december 2018, kl. 22:42
Det var i store dele af kampen spil til et mål, men SønderjyskE måtte nøjes med to point efter aftenens kamp, hvor Teemu Seppänen og stolperne gjorde deres for at genere gæsterne.
Der var på forhånd uddelt roller til aftenens opgør, og her havde SønderjyskE af mange fået tildelt det. at være storfavorit, og få havde på forhånd levnet fynboerne mange chancer. Et er statistik, og noget andet er dog hvad der foregår på isen.
Her viste hjemmeholdet, at man kommer langt på ren og skær vilje, og holdet fra det fynske, viste mere schæfer end puddel i de første tyve minutter, hvor Søren Nielsen var skarpretteren i overtal.
Den føring holdt langt hen i kampen, hvor SønderjyskE manglede den berømte marginal for at kunne først udligne, og bagefter tage føringen.
Alene i anden periode, måtte end helt aldeles fremragende Teemu Seppänen fire gange tage sig af friløbere, og når han var passeret stod stolperne i vejen for sønderjyderne, der dog fortsatte med at presse hjemmeholdet helt i bund.
Det gav pote, da Rasmus Nielsen kunne sætte sit andet sæsonmål i nettet, da han på oplæg af Jordan Pietrus, endelig, kunne udligne med lidt over ti minutter tilbage af kampen. Det var på dette tidspunkt mere end fortjent, og SønderjyskE kunne se tilbage på en tredie periode, hvor de vandt skud-statistikken med hele 16-1, men kampe vindes naturligvis ikke ud fra statistikkerne, men fra de pucke der ender i nettet.
Sådan en fik SønderjyskE også til sidst, da Christian Silfver dukker op og afgjorde kampen i overtiden. Dermed en 2-1 sejr til SønderjyskE, og den fjerde overtidssejr i træk for Pelley og Co.
Nu gælder det kampen i morgen aften, hvor der skal lægges et massivt tryk på gæsterne. Sådan et kommer også fra alle jer fantastiske supportere, og det lader til at vi bliver mange i Frøs Arena.
Her skal en stor del af aftenens spil tages med ind i kampen, krydret med lidt ekstra skarphed, så er muligheden for en nytårsfest på Sønderjysk maner tilstede
Foto: A.Stollig