Jesper Klitgaard, 29. december 2018, kl. 21:53
Det var et hjemmehold i total dominans denne aften i Frøs Arena. SønderjyskE fik, modsat gårsdagens kamp, hul på Teemu Seppänen, hvilket lagde grundstenen til en sikker sejr på 5-2 over Odense Bulldogs
Det var mindre end 24 timer siden de to mandskaber havde stået overfor hinanden sidst, og det var egentligt som om at kampen bare fortsatte hvor den slap. SønderjyskE havde teten fra start, og gæsterne var kun farlige foran Patrick Galbraiths mål, når de slap afsted i hurtige omstillinger.
Det var dog gæsterne, der fik pucken først i nettet, men scoringen blev korrekt underkendt, da Odensespilleren foran mål brugte hånden til at sende den sorte skive det sidste stykke over stregen.
Herefter tog SønderjyskE over igen, og Rasmus Lyø var tæt på at få aftenens første officielle mål, men hans skud tog overliggeren bag Teemu Seppänen, der igen i aften viste hvor god en målmand han er.
Han måtte dog til sidst give fortabt, da Frederik Bjerrum sendte et projektil afsted mod korteste hjørne, da SønderjyskE var en mand i overtal. En forløsende scoring, der dog straks efter blev sat under pres, da de lyseblå måtte spille i undertal i fire minutter.
Her viste undertalsformationerne godt spil, hvor det faktisk hvad Phillip Marinaccio der var tættest på, da han løb fra alt og alle, men afslutningen stod ikke mål med forarbejdet.
Det gjorde Anders Førsters afslutning til gengæld, da han omsatte Martin Eskildsens fornemme baghåndspasning til mål, med blot 1 sekund tilbage af perioden, unægteligt noget af en mavepuster for det ellers hårdt kæmpende mandskab fra Fyn.
Lyseblå dominans
Det var da også hjemmeholdet, der kom blæsende ud til de midterste tyve minutter. Gang på gang brændte det på foran hundehuset, men indledningsvis blev der ikke pillet ved tallene på måltavlerne i Frøs Arena.
Frederik Bjerrum ville dog gerne have lidt til målkontoen før året slutter, så han fordoblede sin målscoring denne aften, da han fra klods hold smed pucken i det lange hjørne, efter Steffen Frank havde kreeret forarbejdet i gæsternes zone.
Der var ikke meget bid i hundene denne periode, der efterhånden som perioden skred frem virkede mere og mere møre. Udover et par enkelte halvfarlige skud mod Galbraiths mål, så befandt de grønblusede sig mest foran eget net, hvor de havde mere end rigeligt med at forsvare sig.
Flere gange brændte det for alvor på, og T.J. Moore kunne skubbe pucken det sidste stykke ind over stregen på Frederik Bjerrums forarbejde til stillingen 4-0 med et par minutter tilbage af perioden.
Fornem afslutning på hockeyåret
Der var flere mål tilbage i kampen, for allerede efter et par minutter havde hvert mandskab havde scoret en enkelt gang hver. Først var det T.J.Moore, der fulgte op på Phillip Marinaccio’s afslutning på mål, og minuttet efter kunne Mike Daugulis pynte på resultatet, da han styrede en puck forbi Patrick Galbraith.
Det kunne nu ikke fjerne indtrykket af, at SønderjyskE var i fuld kontrol over kampen, og egentlig gjorde lidt hvad der passede dem. Det gav knap så poleret og tempofyldt ishockey, men så kom der dramatik fra andre kanter.
Henry Hardarson svingede helt umotiveret en albue i hovedet på Ronnie Brobak, og med den aktion vandt han retten til at holde tidlig fyraften og få et varmt bad mens der endnu var varmt vand.
Eneste malurt i bægeret var Odense sene reducering, hvor en tilfældig puck slap igennem skinnerne på Patrick Galbraith. Ellers foregik resten af kampen ganske uden nævneværdige højdepunkter, og SønderjyskE kunne køre en stensikker og overbevisende sejr hjem.
Der var her til aften ikke tvivl om kampens udfald, for da først SønderjyskE fik hul på Teemu Seppänen, kunne gæsterne ikke finde vejen tilbage. Dermed sluttede SønderjyskE året af med gode fem point til kontoen, og en sikker andenplads i ligaen.
Her fra SønderjyskE ishockey vil vi gerne ønske alle et godt og fantastisk nytår, og vi glæder os til at se jer igen når der igen er ishockey i Frøs Arena
Kampen i tal: SønderjyskE – Odense Bulldogs 5-2 (2-0,2-0,1-2)
12:58 1-0 Frederik Bjerrum (Prapavessis) pp1
19:59 2-0 Anders Førster (Eskildsen)
29:24 3-0 Frederik Bjerrum (Frank, Moore)
36:05 4-0 T.J.Moore (Bjerrum, Frank)pp1
40:40 5-0 T.J.Moore (Marinaccio)
41:17 5-1 Mike Daugulis
59:25 5-2 Yannick Vedel
Udvisninger:
SønderjyskE: 6 x 2
Odense Bulldogs: 6 x 2 + 1 x 5 (Hardarson)
Game Misconduct: Henry Hardarson
Tilskuere: 4105 i Frøs Arena i Vojens
Foto: A. Stollig