Jesper Klitgaard, 11. januar 2019, kl. 22:16
Der var på forhånd forventet en tæt affære, da SønderjyskE havde taget den lange vej til den københavnske vestegn, og sådan blev det også denne fredag aften.
Tyrene har for vane at kæmpe en vis legemsdel ud af buskerne, især på hjemmebanen Rødovre Centrum Arena, hvor sumpen bag det ene mål, kan skabe en meget intens stemning.
Langt størstedelen af de knap 1200 tilskuere måtte dog gå skuffede hjem, da SønderjyskE trak det længste strå, da Kyle Wharton fejrede sit comeback efter en længere skadespause, ved at være den eneste der kunne score i straffeslag.
Forud for dette, var der passeret 65 minutter med hæsblæsende ishockey, hvor begge hold skiftedes til at producere chancer, med SønderjyskE som de toneangivende. Det var da også af flere omgange mere end tæt på, hvor både inderstolpe og overligger reddede hjemmeholdet fra mål imod sig.
Rødovre var dog de første til at få pucken i nettet, da Mathias Asperup var først over en retur, og kunne derved modtage massiv hyldest fra det meget medlevende hjemmepublikum. Disse blev dog en smule mere stille, da T.J.Moore omsatte en pasning fra Steffen Frank til mål, og dermed var stillingen helt lige igen.
Det var SønderjyskE der i denne periode af kampen var de toneangivende, og Stefan Ridderwall måtte flere gange vise hans højre klasse.
Derfor var det lidt imod spil og chancer, da Mads Eller listede en puck ind over Patrick Galbraith omtrent midtvejs i perioden, og dermed kunne hjemmeholdet igen tage føringen i den meget velspillede og intense omgang ishockey.
Phillip Marinaccio ville det dog anderledes, da han var først over en løs puck der lå helt inde på stregen, og med vilje og evne fik han udlignet Rødovres føring kort før anden periodes afslutning.
Sidste periode blev en hæsblæsende affære, hvor der var drama, chancer og intensitet for alle pengene. SønderjyskE fik sig rodet gevaldigt ud i problemer, da hjemmeholdet var i overtal et par gange mod kampens slutning. Undertalsformationerne holdt dog stand, godt hjulpet på vej af en aldeles fremragende Patrick Galbraith.
Derfor sluttede den ordinære kamp 2-2 og holdende måtte ud i forlænget spilletid. Her var Matt Prapavessis tæt på, da han for anden gang denne aften, testede hvorvidt målrammen kunne holde. Det kunne den, og derfor måtte der straffeslag til for at afgøre kampen.
Her var Kyle Wharton, som tidligere nævnt, den eneste der kunne få pucken i nettet, og den lange canadier kunne derfor fejre sit comeback med at blive manden med den kampafgørende scoring.
Begge hold havde dog stor ære af kampen, der langt hen af vejen bød på tempo, tacklinger, infights og gode mål.
SønderjyskE kunne sætte yderligere to point ind på kontoen, og det efter en flot indsats på en svær bane