Søg

Piratskibet ligger på bunden af Haderslev fjord

Jesper Klitgaard, 18. januar 2019, kl. 22:04

Der var høje forventninger om en tæt og intens affære imellem SønderjyskE og Aalborg Pirates. Sådan startede det egentligt også, men det endte med en sikker og flot sejr til SønderjyskE på hele 6-0, i en kamp hvor de lyseblå startede og sluttede kampen bedst.

Det var nemlig SønderjyskE, der med en stærk indledning satte gæsterne gevaldigt under pres, og der var gode chancer til både Jordan Pietrus og Frederik Bjerrum, hvoraf sidstnævnte var gevaldigt tæt på at skubbe pucken under Ronan Quemener i gæsternes mål, men pucken forblev på den forkerte side af stregen, set fra de lyseblås side.

Gæsterne fik sig efter et par minutter arbejdet ind i kampen, og havde held med at presse SønderjyskE højt i egen zone, hvilket gav et par store chancer, men Patrick Galbraith viste at han var lige så klar som hans pendant i den anden ende.

Der var inden kampen talt meget om vigtigheden af disciplin, og hurtigt skulle det vise sig at være rigtigt. SønderjyskE var nemlig en mand i overtal, da Steffen Frank sendte en puck på tværs til T.J.Moore, og han takkede for at Ronan Quemener ikke havde lukket af i øverste hjørne, ved at sende et projektil ind i nettet, til stor jubel for de mange feststemte tilskuere i Frøs Arena.

De skulle få mere at juble af med fem minutter tilbage af første periode. SønderjyskE havde fået sig etableret godt i gæsternes zone. Daniel Galbraith sendte et blødt skud afsted mod mål, og den sejlede ind bag i nettet bag en ikke helt sagesløs gæstekeeper.
Det mål gav SønderjyskE endnu mere momentum, og det brændte i minutterne efter gevaldigt på, hvor Både Rasmus Nielsen, og Phillip Marinaccio havde gode muligheder, men det gav ikke flere scoringer i de første tyve minutter.

Efter pausen var det stadig en tæt affære. Spillet var til tider en smule rodet, og det var småt med de store åbne chancer. Gæsterne havde en stor mulighed, da de i undertal pludselig stod alene med Patrick Galbraith, men han viste sin store erfaring og klasse, da han med et smart træk fik afvæbnet den store mulighed.

SønderjyskE måtte se på at gæsterne igen fik lidt af overtaget i spil og chancer, og hvor man hele tiden sad med fornemmelsen af at kampen var tættere end cifrene på måltavlen anslog. Derfor var det også til stor jubel for alle med et lyseblåt hjerte, da Rod Pelley kunne afslutte et fornemt angreb ved at sende en puck højt i nettet til en forløsende 3-0 scoring.

Det gav SønderjyskE lidt luft og gæsterne virkede en anelse frustrerede. Det gav blot lidt yderligere tænding til kampen, men SønderjyskE var gode til at holde den føromtalte så vigtige disciplin, og de holdt også den behagelige føring perioden ud.

Det skulle blive endnu bedre i sidste periode, for to gange udnyttede SønderjyskE at de var flere folk på isen en de røde fra nord.
Først var det Gabriel Desjardins, der med sit første mål i lyseblåt, sendte pucken ind over stregen , og minuttet efter var det Frederik Bjerrum, der kunne profitere på et helt igennemt sublimt overtalsspil. 5-0 og så var kampen godt og grundigt afgjort, men SønderjyskE fortsatte det fornemme spil.
Samtlige kæder bød ind, og især 4. kæden gjorde sig flot bemærket ved flere gange at løse deres opgaver til UG. Daniel Madsen og de andre hårdt kæmpende drenge i den kæde, var dog på bænken, da kampens sjette scoring blev en realitet.
Gabriel Desjardins lobbede pucken frem til Anders Førster, der fangede pucken i luften og i en bevægelse fandt han Phillip Marinaccio. Han sagde tak for det smukke oplæg og sendte pucken i det korte hjørne til skønne 6-0.

Det blev også kampens resultat, og de næsten 4000 tilskuere i Frøs Arena kunne stående klappe de lyseblå kæmper i omklædningsrummet. Mario Simionis drenge viste format, og havde marginalerne på deres side da det gjaldt.
Der er dog ikke lang tid til at nyde den store sejr, for allerede på søndag går det løs igen, når de røde tyre fra Rødovre agerer værter. Den kamp og reaktioner fra denne dejlige fredag finder I her på siden. Vi SE’s

Kampen i tal: SønderjyskE – Aalborg Pirates 6-0 (2-0,1-0,3-0)
09:47  1-0 T.J.Moore (Frank) pp1
14:14  2-0 Daniel Galbraith (Eskildsen)
34:44  3-0 Rod Pelley (Marinaccio, Desjardins)
42:43  4-0 Gabriel Desjardins (Marinaccio) pp2
43:07  5-0 Frederik Bjerrum (Moore, Prapavessis) pp1
51:12  6-0 Phillip Marinaccio (Førster, Desjardins)

Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2
Aalborg Pirates: 7 x 2

Tilskuere: 4115

arkivfoto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus