Kasper Poulsen, 31. januar 2019, kl. 21:12
Optakt Horsens – SønderjyskE
Der venter en rigtig fed udfordring for de lyseblå i morgen aften, når nummer 1 og 2 i 1.division mødes i Horsens. Hjemmeholdet fra Horsens har vundet 13 ud af 14 kampe i denne sæson. Siden det uafgjorte resultat i Arena Aabenraa, har holdet vundet 9 kampe i træk. Holdet har dermed placeret sig på en suveræn 1.plads og oprykningssnakken er i fuld gang. Hvilket er fuldt forståeligt, da holdet har vundet sine kampe meget sikkert. Kun i udekampen mod TMS Ringsted var der stadigvæk spænding, da der manglede 15 minutter af kampen, ellers har alle kampe været afgjort meget tidligt i forløbet. Der er som sagt kun smidt 1 point i løbet af sæsonen og dermed har de en afstand til de lyseblå på 5 point.
Horsens har været dygtige til at skræmme modstanderne med en effektiv kontrafase og har hurtigt fået overtaget i kampene, hvilket har banet vejen for nogle meget sikre sejre. Tabellen afslører da også at hjemmeholdet er det hold, som har lukket færrest mål ind af alle hold, samt det hold som har lavet flest mål. Der er en enorm bredde i truppen og holdet har kunnet tåle de skader, som de har fået igennem sæsonen, uden at det har svækket niveauet.
SønderjyskE har tidligere haft succes med en god defensiv imod Horsens og dette bliver igen vigtigt, hvis marginalerne skal gå de lyseblås vej.
De lyseblå har haft en hård optaktsuge til kampen, som har været præget af både skader og sygdom. Men der er ingen tvivl om at de spillere som bliver sendt på banen, vil komme med deres bedste fighter egenskaber og give alt for holdet.
Vi har dæmpet forventningerne, men kommer stadigvæk med de bedste intentioner. Vi er blevet udfordret på nogle markante positioner, men vi har søgt mulighederne og vores tro er intakt på at vi kan lave en god præstation. For der er ikke meget, der slår den følelse af at præstere noget, som andre synes er umuligt.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles fredag d.01.02 kl.19.30 i Forum Horsens
Foto: Finn Poulsen