Søg

Det er altid sjovt at besejre Esbjerg

Jesper Klitgaard, 24. februar 2019, kl. 19:55

Det var egentlig Esbjerg Energy der havde mest at spille for, men det var SønderjyskE ret så ligeglade med. 3-1 blev det til, efter en intens og til tider ganske velspillet ishockeykamp, hvor der både var flotte mål, fantastiske redninger og de bataljer der tegner et ægte lokalopgør

Tempoet var tilstede fra kampens start, hvilket gav en seværdig gang ishockey med flydende spil og gode tacklinger til følge. Der var ikke fra kampens start til at se, at det var gæsterne der egentlig havde mest at spille for, da det var hjemmeholdet der lagde bedst fra land.
T.J. Moore var tæt på med to gode tværafleveringer, og fjerdekæden havde også deres gode momenter, men de store åbne chancer blev det ikke til.

Sådan en stod heller ikke bag aftenens første mål, der hvis man har de lyseblå briller på, blev scoret af en med en knap så pæn trøje på. Det var nemlig udeholdet, der først fik ændret på måltavlen, da Christian Wejse fik lidt for megen plads og uhindret lagde pucken under Patrick Galbraith.

Det fik dog bare SønderjyskE til at skrue endnu mere op for tempoet, og få minutter efter føringsmålet kunne Christian Silfver udligne med et skud fra distancen. Det var fuldt fortjent, og de lyseblå kørte godt på efter det udlignende mål, og havde flere gode chancer, men det blev ved 1-1 efter en periode med højt tempo og god og fair intensitet

Kamphane-barometeret steg et par grader i anden perioder, hvor der var betydelig flere småbataljer, og hvor spillernes små samtaler under spilstop intensiveredes . Det gav lidt mindre flydende spil, men dermed ikke mindre spændende ishockey at se på.
Det var da heller ikke slut med mål, og til stor glæde for de rigtigt mange tilskuere denne eftermiddag i Frøs Arena, var det de lyseblå der sendte pucken i nettet. Fjerdekæden, der generelt leverede en sublim indsats fik sig tilkæmpet pucken, og T.J.Moore, der netop var hoppet på isen, fik pucken serveret af Anders Biel, og han kvitterede ved at sende pucken ind over den ene benskinne på Mathias Seldrup.

Det mål gav blot endnu mere tænding i kampen, og Kyle Wharton og Brady Austin havde flere små sammenstød i perioden, hvilket til sidst endte i et decideret westernslagsmål, hvilket gav de to herrer retten til at komme tidligt i bad.
Der var i det hele taget flere små unoder, der gav anledning til en del frustrationer, og som blot bidrog til historien om endnu et rivalopgør med alt hvad dette indbærer.

Gæsterne havde på dette tidspunkt af kampen, qua andre resultater, stadig muligheden for at snuppe fjerdepladsen, hvilket gav dem overtaget i starten af sidste periode. SønderjyskE var dog gode til at spille sig ud af problemer, så de gule ikke fik noget ud af det tunge pres de lagde.
Patrick Galbraith, der inden kampen blev kåret til årets dansker af SønderjyskE ishockey support, måtte da også af flere omgange agere levende plankeværk, og de mange tilskuere rykkede tættere på stolekanten, jo tættere kampen nærmede sig sin afslutning.

Dog kun ind til Rod Pelley afsluttede et flot gennemspillet angreb ved at sætte pucken højt i mål til en skøn 3-1 føring med lidt over fem minutter tilbage af kampen. Dette gjorde at gæsterne mistede troen på at skulle vende kampen til deres fordel.

De forsøgte dog og trak med tre minutter tilbage af kampen Mathias Seldrup ud til fordel for en ekstra markspiller, men det gav ikke de store åbne chancer, hvilket gjorde at SønderjyskE, fuldt fortjent, kunne tage sejren på 3-1 efter en god og intens ishockeykamp.

Kvartfinalerne starter med en hjemmekamp fredag 8. marts, og kamp tre tirsdag den 12. marts spilles også i Frøs Arena. Billetsalget starter mandag den 25. februar kl. 12.00.

Kampen i tal: SønderjyskE – Esbjerg Energy 3-1 (1-1,1-0,1-0)
08:08 0-1 Christian Wejse (Mychan)
11:01 1-1 Christian Silvfer (Biel, Madsen)
30:58 2-1 T.J.Moore (Biel, M.B.Hansen)
53:39 3-1 Rod Pelley (Pietrus, Silvfer)

Udvisninger:
SønderjyskE: 3 x 2 + 1 x 5 (Wharton)
Esbjerg Energy: 6 x 2 + 2 x 10 (Wejse, Hagel) + 1 x 5 (Austin)

Game misconduct: Kyle Wharton (SE) & Brady Austin (EE)

Tilskuere: 4127 i Frøs Arena

Foto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus