Søg

Et kig tilbage på grundspillet

Per Jessen, 1. marts 2019, kl. 14:54

Vi har taget de skarpe og nørdede briller på og set tilbage på grundspillet. Hertil er brugt data fra Metal Ligaens hjemmeside og InStat, som fører detaljeret statistik på alle kampe.

Flot 2.-plads
SønderjyskE hentede i de 40 spillerunder i alt 80 point ud af 120 mulige. Det resulterede i en andenplads, fire point bag Rungsted Seier Capital. Dermed hentede SønderjyskE 66,7 % af de mulige point.

I øvrigt var SønderjyskE også næstbedste hold på henholdsvis hjemme- og udebane bag Rungsted. Hjemme hentede SønderjyskE 45 point (Rungsted 47) og ude blev det til 35 point (Rungsted 37). På hjemmebane blev det til 75 % af de mulige point, mens det på udebane blev høstet 58,3 % af de mulige point.

Tilskuer-rekord
SønderjyskE’s 20 hjemmekampe i grundspillet blev overværet af 58.871 tilskuere, og det er et gennemsnit på 2.944 per kamp. Som bekendt trak Hvidovre holdet efter en konkurs, og regner man Hvidovre-kampen med, så er det totale tilskuertal 60.985 og 2.904 i gennemsnit. Begge gennemsnit er over rekorden på 2.838 tilskuer per kamp i grundspillet. En rekord sat i sæsonen 2015/16. Tilskuerfremgangen i grundspillet i forhold til sidste sæson (2.345 i gennemsnit) har altså været på 24-25 % afhængigt af om man regner Hvidovre-kampen med.

Toppræstationer på isen
Kigger man på de enkelte spillere, så har flere markeret sig aldeles stærkt. Patrick Galbraith topper målmandslisten i ligaen – både med bedste redningsprocent og færrest mål imod per kamp.

Metal Ligaens hjemmeside oplyser en redningsprocent for Galbraith på 92,4 og 1,95 mål imod per kamp. I forhold til vores eget regnskab er han endda blevet krediteret med et mål for meget imod. Til sammenligning har InStat da også kun 64 mål imod og 92,7 i redningsprocent samt 1,88 mål imod. Uanset hvordan man vender og drejer tallene, så er det et imponerende grundspil, som Galbraith har leveret. Stabiliteten er også til at få øje på, hvis man studerer hans redningsprocent i de enkelte kampe. Ifølge InStat har han som startende målmand ikke haft en eneste kamp med en redningsprocent under 85,7.

T.J. Moore lavede 22 mål. Kun Rungsteds Nikolaj Rosenthal (25) og ligatopscorer Jesper Thörnberg (33) fra Herlev lavede flere. Moore lavede 57 point, hvilket rakte til en syvendeplads på topscorerlisten.

Phillip Marinaccio var bedst i ligaen målt på kampafgørende mål – gamewinners – med ni styk. Fx er gamewinner-målet ved en 4-0-sejr mål nummer 1, ved en 4-2-sejr er det nummer 3 og ved en 4-3-sejr er det selvfølgelig mål nummer 4.

I plus/minus-statistikken lyste Rasmus Lyø op. Med i alt +22 (30-8) endte han på ligaens fjerdeplads bag Rungsted-trioen Persson-Bergman-Daly. Mattias Persson toppede med +28. Plus får spilleren, når han er på isen ved et mål for (undtagen powerplay) og minus får spilleren, når han er på isen ved et mål imod (undtagen undertal). Der er altså blot scoret otte mål mod SønderjyskE, når Lyø har været på isen (uden undertal). Lyø har trods alt spillet 36 kampe, hvor det i gennemsnit er blevet til 20 minutter og 41 per kamp i istid – heraf 2 minutter og 55 sekunder per kamp i undertal. Og det med blot fire udvisningsminutter.

Med 128 skud på mål har T.J. Moore flest hos SønderjyskE. Med 22 mål har han scoret på 17,2 procent af sine skud. Bedste skududnyttelse har Steffen Frank med 18,6 procent. Anders “The Sniper” Førster ligger også denne sæson højt i den kategori med en skududnyttelse på 18 procent.

T.J. Moore har også været aktiv på faceoffs. Dem har han taget 645 af, og 346 er vundet, mens 299 er tabt. Dermed har han vundet 53,6 % af sine faceoffs. Jordan Pietrus har vundet 55,9 % af 297 faceoffs, mens Rod Pelley 51,9 % (af 497) og Mads Lund 51,5 % (af 264) også er over de magiske 50 %. Phillip Marinaccio har som wing blot taget 30 faceoffs, men han har på imponerende vis vundet 21 af dem (70 %).

Matt Prapavessis har trukket et stort slæb. Han har i gennemsnit haft 26,8 skift og spillet 24 minutter og 23 sekunder per kamp. Kun fire backer i Metal Ligaen lavede flere point end Prapavessis 30 point (5 mål + 25 assists). Bedst var Rungsteds Tim Daly med 46 point. Prapavessis har spillet 2 minutter og 56 sekunder i undertal per kamp og overgår dermed akkurat Lyø med 1 sekund. Rod Pelley er med 2 minutter og 11 sekunder forwarden mest mest istid i undertal.

Rod Pelley topper holdet med flest hits (tacklinger, som fører til puckerobring) med 1,1 per kamp. Steffen Frank har 1,05 og Daniel K. Hansen 1,03. Rasmus Nielsen (0,94) og Frederik Rasmussen (0,92) er også tæt på 1 per kamp.

Pelley har erobret 4,1 pucke per kamp (takeaways), men kun tabt 3,16 (giveaways). Normalt har en forward flere giveaways end takeaways. Flest takeaways på holdet har Matt Prapavessis med 11,1 per kamp, mens han kun har 3,48 giveaways.

32 forskellige spillere (27 markspillere og 5 målmænd) har været på kamprapporten for SønderjyskE i grundspillet, og af dem har 18 (14 markspillere og 4 målmænd) fået deres opvækst i moderklubben Vojens IK.

Efter grundspillets sidste kamp mod Esbjerg Energy er spillerne nu i gang med en kamppause på 11 dage. Fredag den 8. marts kl. 19.30 gælder det første kvartfinaleopgør i slutspillet hjemme i Frøs Arena. Vores modstander bliver fundet i morgen, lørdag.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus