Per Jessen, 24. april 2019, kl. 12:19
Søren ”Tiffi” Nielsen stopper som assistenttræner for SønderjyskE’s ishockeyhold. Det sker for at få bedre tid til familien.
Som assistent for cheftræner Mario Simioni havde 41-årige Søren Nielsen en vigtig rolle i den netop afsluttede sæson, hvor holdet spillede sig helt frem til DM-finalerne og dermed fik sølv.
– Det har været en fed sæson og meget lærerigt, og mit stop er helt udramatisk. Det handler kun om, at jeg vil have mere tid til familien, siger Søren Nielsen.
Han vandt som spiller DM-guld i 2006 og bronze i både 2007 og 2008 med SønderjyskE. Fra tiden som ungdomstræner i VIK har han også flere guldmedaljer i samlingen.
– Jeg har stor respekt for, at Søren prioriterer hjemmefronten. Han skal have en stor tak for sin indsats for SønderjyskE, og jeg håber, at vi ser ham i hallen igen, siger sportschef Kim Lykkeskov.